Rådhusklokkerne foran redning

DR tæt på løsning i striden om rådhusklokkernes kimen op til Radioavisen

København 17. januar 2003 01:00

KØBENHAVN: Flere måneders heftig debat om rådhusklokkernes fremtid i radioen er nu ved at ende i samklang. - Kritikken har gjort indtryk på os, og vi arbejder med en løsning, hvor vi på den ene side respekterer de lyttere, der gerne vil bevare rådhusklokkerne, og på den anden side får givet optakten til Radioavisen en mere tidssvarende klang. Vi overvejer blandt andet at stryge timeslagene, så man ikke skal igennem to minutter med klokkerne, før Radioavisen begynder, afslører radiodirektør i Danmarks Radio, Leif Lønsmann. Adskillige lyttere og DR-medarbejdere er den seneste tid kommet med deres bud på en ændring af den klassiske optakt til middags-Radioavisen. Et af budene går på at integrere klokkeklangen i den jingle, der indleder samtlige radionyhedsudsendelser. - Vi har aldrig partout villet af med klokkerne. Man kan sige, at vi har sendt dem på værksted, som et led i den almindelige løbende opdatering af vores programmer, siger radiodirektøren. Hele balladen begyndte med en række uopfordrede henvendelser fra lyttere, der var irriteret over at skulle høre på bimleriet fra København Rådhus, inden de kunne få deres nyheder. På ungdomskanalen, P3, er det allerede slut med klokkernes kimen. Klangen forsvandt, da man omlagde hele programfladen og begyndte at lave selvstændige nyhedsudsendelser for de unge. Modsat nytårsklokkerne på DR-TV, der er en genudsendelse, sendes middagsklokkerne stort set altid direkte. Kun hvis klokkerne er under reparation, eller når Københavns Rådhus har eksperimenteret med klokkernes lyd, har gamle lydbilleder været anvendt. Eksempelvis kunne man 28. september 2002 stå på Rådhuspladsen og høre seks klokkere spille frokostpausen ind med andre toner end de sædvanlige, mens de gammelkendte slag samtidig introducerede Radioavisen via en gammel optagelse. - Dér var selv vi mere konservative, kommer det med et strejf af ironi fra Leif Lønsmann. Før rådhusklokkerne var det Frøken Klokkens mekaniske stemme, der talte ned til Radioavisens start. Da hun blev pillet af sendefladen, gav det knap så stort ståhej. Den endelige beslutning om rådhusklokkernes fremtid og udseende tages i løbet af foråret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...