Lokalpolitik

Rådmand: - Det er blevet for dyrt

Birgit Ekstrøm vil i stedet finde andre steder i byen, hvor beboerne kan få samme støtte, men bo billigere

AALBORG:Da ejendommene i Suensonsgade blev solgt i 2002, var Birgit Ekstrøm med til det magistratsmøde, hvor det blev besluttet. - Kommunens økonomi var en anden end i dag, men jeg advarede om konsekvenserne, forklarer socialrådmanden, der trods sine advarsler alligevel stemte for salget. Og konsekvenserne var som andetsteds beskrevet, at hver gang en lejlighed står ubenyttet hen, bliver den renoveret og huslejen stiger. Og det er med den begrundelse, at kommunen nu har fraskrevet sig anvisningsretten til lejlighederne. - Selvom boligsikringen stiger, så er det simpelthen for dyrt for vores målgruppe at sidde i de lejligheder, der bliver renoveret, forklarer Birgit Ekstrøm. Hun siger, at Brobyggerselskabet har været med ved sidelinjen i beslutningen om at frasige sig anvisningsretten. - Derudover har bestyrelsesformanden hele tiden været orienteret om forløbet, forsikrer Birgit Ekstrøm. At Suensonsgade lever på lånt tid, er ikke ensbetydende med, at Aalborg Kommune bruger færre kræfter og ressourcer på den skrøbelige målgruppe, siger socialrådmanden bestemt. - Vi vil fortsat tilbyde den samme professionelle rådgivning og støtte. Der er ikke tale om en nedprioritering. Der vil fortsat være plads til den her gruppe, som vi vil gøre det godt for, siger Birgit Ekstrøm. I dag har kommunen en social vicevært, der er tilknyttet Poul Paghs Gade og Istedgade. Derudover nævner socialrådmanden Løkkegade som en mulighed. - Og så er vi i dialog med boligselskaber og private for at høre om muligheden for at lave nye opgangsfællesskaber. I øvrigt tror jeg, at der går mange år før Suensonsgade-projektet lukker. Folk bor der jo på almindelige lejevilkår, så der er ikke nogen, der bliver smidt på gaden, understreger socialrådmanden.