Handicappede

Rådmand: Det gør da indtryk

Demonstrationer og protester mod spareplaner er forståelige, mener Aalborgs ældre- og handicaprådmand.

Rådmand for ældre og handicappede i Aalborg Kommune, Tina French Nilsen (V), forstår godt, at det vælter ind med protester mod de bebudede besparelser på området i øjeblikket. - Selvom det måske er forudsigeligt, påvirker det mig da, fortæller hun. Ifølge Tina French Nielsen er det "brandærgerligt", at ældre- og handicapforvaltningen bliver nødt til at pille ved et ældreområde, som har været rigtigt, rigtigt velfungerende, og derfor efterlyser hun også en større forståelse i resten af byrådet. - Vi plejer at løfte den slags som et samlet byråd. Men denne gang har jeg desværre lidt fornemmelsen af, at det hele er havnet hos os, siger hun. Baggrunden skal blandt andet findes i de stigende udgifter til handicappede, og derfor skal forvaltningen spare 71 mio. kroner i alt. - Det er rigtig tungt og bestemt ikke en øvelse for tøsedrenge, understreger Tina French Nielsen. - Vi tog jo også en besparelse på 80 mio. sidste år, hvoraf de 40 først udmøntes i år, så det er rigtig mange penge, vi skal ud at finde alt i alt, forklarer hun. Budgetforslaget, som førstebehandles i dag, indeholder blandt andet planer om at skære i praktisk hjælp og personlig pleje til kommunens ældre. Men der skal også findes 35 mio. kroner på handicap-området, og det har både fået ældre, handicappede, hjemmehjælpere og socialpædagoger på barrikaderne.