Lokalpolitik

Rådmand er varm på hotspots

Thomas Kastrup-Larsen mener, at gratis internetadgang er oplagt i en uddannelsesby som Aalborg og er parat til at lade sin forvaltning betale.

Rådmand for sundhed og bæredygtig udvikling, Thomas Kastrup-Larsen (S), vil ikke afvise ideen om gratis adgang til internettet via såkaldte hotspots. Som formand for det særlige uddannelsesråd, der skal fremme Aalborg som en attraktiv uddannelsesby, er han både parat til at undersøge mulighederne og bidrage med midler til en eventuel finansiering. - Det falder fint i tråd med den strategi for uddannelsesrådet, som byrådet har vedtaget, siger han. Ifølge Kastrup-Larsen er hotspots, hvor man kan koble sig trådløst på internettet, hvis man først har indtastet et par personlige oplysninger og accepteret reklamer i toppen af pc-skærmen, også en oplagt ide i forhold til kommunens muligheder for at kommunikere med borgerne. - Det er selvfølgelig noget vi først skal undersøge nærmere. Men umiddelbart synes jeg egentlig, det lyder lovende, understreger han. Ideen, som kommer fra selskabet Gratis Danmark, der har opsat omkring 1000 hotspots rundt om i Danmark, er ellers blevet afvist af kommunaldirektør Jens Kristian Munk. Men rådmanden mener alligevel, den er værd at gå videre med. - Det lyder til at være en forholdsvis billig metode til at sikre studerende og andre gratis adgang til nettet. Og selvom det ikke ligger i uddannelsesrådets regi, kan det måske også udbredes til at omfatte nogle af kommunens landdistrikter, tilføjer han. I første omgang forestiller Kastrup-Larsen sig dog, at Aalborg nøjes med en fem - seks spots eller steder i midtbyen, hvor interesserede kan koble sig på. - Og så må vi jo se, om vi eventuelt kan udvikle det til også at omfatte andre områder i dialog med det pågældende firma, forklarer han.