Børnepasning

Rådmand: Flot og dyrt tilbud

AALBORG: Forældrene bør være glade for, at der fremover bliver to opsamlingssteder til skovbørnehaven ved Poulstrup Sø, mener socialrådmand Birgit Ekstrøm (S). Løsningen er langt dyrere, end hvis de allesammen bliver samlet op et sted. - Jeg synes, det er et utroligt flot tilbud til forældrene. Vi har udelukkende valgt at beholde et opsamlingssted i Aalborg Øst af hensyn til de familier, der bor i lokalområdet. Det er nemlig en utrolig dyr løsning for kommunen at samle op to steder, forklarer rådmanden. Løsningen bliver forholdsvis dyr i og med, at der er afsat ekstra pædagogtimer på grund af de to opsamlingssteder. Endvidere har kommunen måttet investere i en ny barak, der opstilles ved Trekanten. Det bliver det nye opsamlingssted i Aalborg Øst. Ifølge Birgit Ekstrøm har Aalborg Kommune ganske enkelt været nødt til at finde et nyt opsamlingssted, fordi baptisterne, der ejer Tranumgården, vil sælge bygningen. Derfor er kommunens lejemål blevet opsagt. - Vi er blevet spurgt, om vi var interesseret i at købe bygningen, der vel koster omkring to millioner kroner. Men tiden (læs: økonomien) er jo ikke lige til, at vi farer ud og køber nye bygninger. - Desuden vil vi gerne have et mere centralt placeret opsamlingssted til skovbørnehaven, og det er lokalerne på Sohngårdsholmsvej, der hidtil har huset børnehaven Nordlyset. Hidtil har der været besvær med at fylde skovbørnehaven helt op, mens der til sammenligning ikke har været problemer med at få fyldt en anden skovbørnehave, der har opsamlingssted på Østre Alle. Så opsamlingsstedets beliggenhed har altså en hel del at sige, tilføjer rådmanden. Hun erkender, at børnehaven er fyldt op efter sommerferien. Men mener ikke det er nogen garanti for, at det også vil være tilfældet om et, to eller tre år, hvis der kun er et opsamlingssted, og det ligger i Aalborg Øst. Skovbørnehaven får to opsamlingssteder i tre år eller kortere tid, hvis der i mellemtiden ikke bliver afleveret nogle børn i Aalborg Øst. De tre år betyder, at nye forældre, som melder deres børn ind i skovbørnehaven er på det rene med betingelserne. Om tre år er der kun et opsamlingssted, og det er på Sohngårdsholmsvej. Birgit Ekstrøm fastslår, at beslutningen er endelig, selv om forældrene fortsat protesterer. mons