Rådmand lægger pres på V-ministre

Aalborgs Venstre-rådmand på skoleområdet, Nils Bell (V), lægger nu pres på sine partifæller, undervisningsminister Ulla Tørnæs og videnskabsminister Helge Sander, for at finde en løsning for den lukningstruede Aalborg International School.

I går sendte skoleforvaltningen i Aalborg et brev til undervisningsministeriet med en anmodning om at komme i dialog om den internationale skoles fremtid. For der skal en række dispensationer til, hvis man skal have lov at lave en skole, hvor hovedsproget er engelsk. Men udover at sende brevet til ministeriet har Nils Bell sendt en kopi til sine partifæller på ministerposterne. Og sammen med kopien får de et brev, hvor Nils Bell forklarer om baggrunden for Aalborg International School, og hvorfor det er så vigtigt for hele den nordjyske region, at skolen får lov at overleve i en eller anden form. - Vi vil godt have politisk bevågenhed om det her. Ikke mindst når man ser på, hvad der ellers sker i Nordjylland, siger Nils Bell. I kølvandet på den bebudede lukning af Aalborg International School, siger formanden for Aalborg Industri og Handelskammer, Erik B. Hansen, at Klostermarksskolen har kastet håndklæde for hurtigt i ringen. Det er Klostermarksskolen, der rent fysisk rummer den internationale skole. Erik B. Hansen undrer sig over, at bestyrelsen for Klostermarksskolen besluttede at lukke den internationale skole, før Nordjyllands Amt havde svaret på, om man ville give en underskudsgaranti. - Nu står man så med en skole, som bestyrelsen erklærer for lukket. Og en underskudsgaranti fra både Nordjyllands Amt og Aalborg Kommune, konstaterer han. Formanden for Mindwork, John Lundsgaard håber, at det lykkes at redde skolen. Fordi den er meget vigtig i Nordjyllands bestræbelser for at skaffe udenlandske eksperter til landsdelen. Han forstår heller ikke, at Klostermarksskolen har givet så hurtigt op. Ifølge Lundsgaard burde man fra skolens side have set den internationale skole som et stort aktiv, som man kunne have brugt i markedsføringen af skolen. Mindwork har netop givet 30.000 kroner til den kreds af forældre, som kæmper for at finde en løsning for skolen.