Rådmand: Misforståelse bag sure smileys

16 køkkener uden egenkontrolprogram - kommunen troede ikke, der skulle udføres egenkontrol, før køkkenombygning var færdig, men det vil nu ske fra på mandag

AALBORG:Det bunder i en misforståelse, at Aalborg Kommune på fem kommunale køkkener i Hans Egedes Plejeboliger har fået sure smileys. Det mener i hver fald ældre- og handicaprådmand Anni Kjeldgaard (K). For lidt over en uge siden uddelte Fødevareregion Nord sure smileys til de fem køkkener på Umanakvej og Grønlands Torv i Aalborg, fordi der bl.a. ikke blev gennemført egenkontrol. Desuden var temperaturen i nogle køleskabe ikke var høj nok. Men Aalborg Kommune havde slet ikke opfattet det som om, der skulle udføres egenkontrol i de pågældende køkkener, forklarer Anni Kjeldgaard (K). - Køkkenerne skal ombygges og have autorisation, og vi havde opfattelsen af, at det først var når ombygningen var gennemført, at vi skulle lave egenkontrol. Alle var sikre på, at det var sådan. Men vi respekterer, at fødevareregionen siger, at det skal vi lave, siger hun. Anni Kjeldgaard forklarer, at de køkkener, der har fået sure smileys er køkkener, hvor der ikke bliver lavet mad. De bliver kun brugt til at opvarme de ældres mad. Det er dog ikke første gang, at fødevareregionen har haft kritiske bemærkninger til de fem køkkenerne i Hans Egedes Plejeboliger, for allerede 9. februar sidste år fik køkkenerne indskærpet, at der ikke var noget egenkontrolprogram. På spørgsmålet om, hvorfor kommunen ikke har rettet op på sagen i den lange periode fra februar 2005 frem til 14. august i år, siger rådmanden, at man efter et møde med fødevareministeriet og KL troede, at et egenkontrolprogram ikke var nødvendigt, før køkkenerne var ombygget og godkendt. - Vores folk var sikre på, at det var sådan, at det hang sammen, men så kommer fødevarekontrollen og siger, at der skal strammes op nu. Fra på mandag bliver der lavet egenkontrolprogrammer for de 16 kommunale køkkener, der endnu ikke har sådan et program. - Vi erkender, at vi har misforstået hinanden, men nu bliver der rettet op på det, så vi overholder loven, siger Anni Kjeldgaard. Misforståelserne opstod blandt andet, fordi der før har været forskellige regler, alt efter om der var tale om køkkener til under eller over 12 personer. Alle de køkkener, der har fået sure smileys benyttes af mindre end 12 personer. Nu er der imidlertid de samme regler, der gælder uanset hvor mange, der benytter køkkenet. Medlem af ældre- og handicapudvalget Inge Ibsen Fomcenco (KD) vil følge op på sagen og tjekke om Fødevareregionens kritikpunkter bliver udbedret. - De har fået en indskærpelse, så der må være en brist et sted, det kan vi som ansvarlige politikere ikke acceptere. Anna Kirsten Nielsen (S), der også er medlem af udvalget, slår fast, at der skal være styr på hygiejnen i køkkenerne. - Vi skal selvfølgelig ikke have sure smileys i Aalborg, sådan er det jo, siger Anna Kirsten Nielsen, der mener, at der har været forvirring om, hvilke regler, der gælder på området. Sektionsleder ved Fødevareregion Nord, Birgitte Horn, har ikke lyst til at kommentere rådmandens udtalelser om misforståelser. - Jeg er ked af at udtale specifikt om den her sag, når det drejer sig om dem, der har virksomheden i dette tilfælde Aalborg Kommune, siger Birgitte Horn.