Lokalpolitik

Rådmand på glatis

MIDTBYEN:Det er ikke utænkeligt at politiske modstanderne får sig et godt grin, når modparten bevæger sig ud på glatis, og måske endda falder på halen. Men i går skete det i bogstavligste forstand, da en række byrådspolitikere mødte op på skøjtebanen på C. W. Obels Plads for at forsøge sig udi ishockey-kunsten. Fem byrådspolitikere skulle forsøge at score mål på en af Aalborgs unge ishockeymålmænd. De havde hver fem forsøg, tre med målmand i målet og to uden målvogter. Og det gik bedst, når målmanden ikke var i nærheden! Men helt godt gik det alligevel ikke, da rådmand Henrik Thomsen (SF) ville vise, at han havde styr på både is og stav, for han endte, som det ses, med mere end fødderne på isen - til stor moro for sine byrådskolleger, der dog straks de havde grinet af ilede ham til hjælp. Arrangementet var stablet på benene af Aalborg Cityforening, der dog havde overvejet at aflyse i lyset af katastrofen i Asien. Men de valgte at gennemføre og i stedet donerede politikerne 10 kroner for hvert mål de scorede til Dansk Røde Kors. Da de ikke scorede så meget, som de selv havde forventet, valgte de alle at forhøje beløbet. Samtidig blev der samlet ind blandt publikum, og i alt blev det til 2000 kroner til Dansk Røde Kors.

Forsiden