Rådmand: SF'er lider af erindrings-forskydning

Birgit Ekstrøm irettesætter Anne-Dorte Krog i sag om børnehavelukning

Børnepasning 4. juli 2003 08:00

AALBORG:- Anne-Dorte Krog må lide af erindringsforskydning. Hun har flere gange fået at vide af forvaltningen, at der ikke er pladsproblemer i børnehaverne i Gistrup. Socialrådmand Birgit Ekstrøm (S) tilbageviser SF'eren Anne-Dorte Krogs påstand om, at børn i Gistrup må fortsætte i dagplejen efter at være fyldt tre år, fordi der ikke er ledige pladser i byens børnehaver. Polemikken er opstået i kølvandet på lukningen af børnehaven Ellekrogen, hvor Anne-Dorte Krog har erklæret sig fuldstændig enig med de protesterende forældre på trods af, at hun selv var med til at vedtage det budgetforlig, som lukningen er et resultat af. Anne-Dorte Krog har dog hele vejen igennem været kritisk over for lukningen af Ellekrogen, men stemte alligevel for budgetforliget, som 30 af byrådets 31 medlemmer står bagved. Kun Anita Knakkergaard (DF) stemte imod. Et par af Anne-Dorte Krogs argumenter for at bevare Ellekrogen er, at netop den børnehave er specialist i at tage sig af for tidligt fødte børn, og at forældre i Gistrup ikke skal tvinges til at køre deres børn til børnehaven i Vaarst, som ligger i samme distrikt som Gistrup. - Men Anne-Dorte Krog har også i forløbet fået at vide, at der ikke er flere for tidligt fødte børn i Ellekrogen end i andre børnehaver. Og der er ingen forældre i Gistrup, som er blevet tvunget til at tage imod en plads i Vaarst. Der ser heller ikke ud til at blive det. Så det argument holder heller ikke, påpeger Birgit Ekstrøm. På ét punkt er de to medlemmer af socialudvalget - rådmanden og SF'eren - dog enige. De går begge ind for, at der også fremover skal være 20 børns børnehaver i kommunen. Ellekrogen er - eller snarere var - netop en af den slags børnehaver. - Der bør være mindst en 20 børns børnehave i hvert distrikt. Der er børn, som har behov for mindre enheder, siger socialrådmanden. Alligevel er Birgit Ekstrøm tirret over Anne-Dorte Krogs kraftige opbakning til forældreprotesterne fra Gistrup. - Det er jeg, fordi hun flere gange har fået svar på spørgsmålene i socialforvaltningen, og nu går hun alligevel ud og påstår noget andet. Desuden er det en god skik ikke at undsige det, man selv har været med til at vedtage, bemærker Birgit Ekstrøm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...