Rådmand vil have møde med pårørende

Beskyldninger om omsorgssvigt i ældrebolig er grundløse, siger kommunen

Ældreforhold 23. september 2002 08:00

AALBORG ØST: Den konservative rådmand for ældre- og handicapforvaltningen, Anni Kjeldgaard, vil nu indkalde til møde vedrørende sagen om den 85-årige kvinde, der i følge svigerdatteren, Inge Lise Sørensen, bliver svigtet i sin ældrebolig ved plejehjemmet Smedegården i Aalborg Øst. Rådmanden vil tale med både svigerdatteren, der bor på Samsø, og datteren, som dagligt besøger sin mor i ældreboligerne. - Vi skal have talt det her igennem, og så skal vi finde en anstændig alternativ løsning på problemet. Vi skal en gang for alle have skabt ordentlige forhold for moderen, for personalet og pårørende, siger Anni Kjeldgaard. Ældre- og handicapforvaltningen har undersøgt sagen og har brugt to-tre dage på at få forholdene belyst. - Beskyldningerne er grundløse, mener direktør i forvaltningen, Niels Tikjøb Olsen. Pårørende til den 85-årige kvinde har klaget til NORDJYSKE Stiftstidende over, at kvinden stadig sad ved morgenbordet klokken 11 om formiddagen, og at der gik en halv time yderligere, inden en ansat kom og hjalp den 85-årige væk fra morgenbordet. Der blev kaldt tre gange på en ansat, før der dukkede én op. - Det er korrekt, at datteren kaldte tre gange om formiddagen 2. september 2002. Det første kald blev registreret klokken 11.03. Medarbejderen som besvarede kaldet gjorde opmærksom på, at hun var hos en bruger, hun ikke kunne gå fra. Medarbejderen opfordrede til, at datteren skullle kalde igen, så ville kaldet gå videre til en anden medarbejder. Modtageren af det andet kald klokken 11.14 var ligeledes hos en bruger, som heller ikke kunne forlades. Det var først ved det tredje kald klokken 11.21, at medarbejderen var ledig og straks gik til brugeren, forklarer Niels Tikjøb Olsen. - Det hænder ofte, at brugere ønsker at sidde lidt længere over morgenkaffen. Det respektrer vi også. Derfor kan det ske, at en kaffekop stadig står på bordet klokken 11, siger han. Svigerdatteren, Inge Lise Sørensen, har blandt andet også klaget over, at den 85-årige ikke kom til de træningstimer, hun skulle. - Der har været enkelte tilfælde, hvor brugeren ikke er kommet til træning til tiden. I sommer blev i øvrigt flere træningstimer aflyst på grund af varmen. Det var af hensyn til beboerne, ligesom en beboer også selv kan aflyse en træningstime, forklarer direktøren. Et af klagepunkterne var toiletbesøg. Den 85-årige kan ikke selv gå på toilettet og er afhængig af hjælp. Der er derfor fastsatte tidspunkter, hvor der kommer personale til toiletbesøg, og det mener svigerdatteren ikke er tilstrækkeligt. - Hos brugere med behov for megen hjælp, aftaler vi, hvor mange besøg pågældende skal have. Det er en rettesnor blandt andet for at sikre, at brugerne kommer på toilettet regelmæssigt. Herudover kan brugerne eller besøgende kalde, hvis der er behov for det, siger Niels Tikjøb Olsen, der peger på, at han og den øvrige ledelse ikke før NORDJYSKE Stiftstidende henvender sig, har hørt kritikken. - Vi har kun fået positive tilkendegivelser, når vi har spurgt, forklarer han. Ældrerådsformand i Aalborg Øst, Ib Reider Christensen, er harm over, at Inge Lise Sørensen ikke har klaget hverken til ham eller til ledere i kommunen. I 2000 klagede Inge Lise Sørensen over, at hendes svigermor ikke blev tilset før to døgn efter, at hun havde ringet efter hjælp. Svigermoderen blev kort efter kaldet ramt af en mindre blodprop. Hele sagen endte med, at lederen blev fyret. - Man kan altid komme med klager, og så kigger vi på forholdene. Det gjorde vi også sidst, da hun klagede, og der blev gjort et fantastisk stort stykke arbejde for at få forbedret forholdene. Der er vældig tjekket op på det hele, og det kører flot derude. Der har ikke været nogen klager til mig siden vi havde sagen for nogle år siden, påpeger Ib Reider Christensen. - Jeg går gerne ind i en direkte dialog, men ikke via en avis. Det gør ondt på personalet og andre beboere, siger han. - Vi er i øjeblikket i gang med en etisk process på Smedegården, og alle gør hvad de kan for at komme med forbedringer. Man kan også altid komme og sige, hvis der er noget som skal rettes, så vi kan reagere hurtigt på det. Men det kræver vi ved det, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...