Børnepasning

Rådmanden bag styret

Aalborgs dagplejer på nummerplader

AALBORG:Kan Aalborgs socialrådmand Birgit Ekstrøm håndtere en klapvogn? Ja, vist kan hun så. Birgit Ekstrøm demonstrerede sine færdigheder, da hun i går forsynede de kommunale dagplejere med nummerplader. Fermt manøvrede hun klapvognen med Marie-Cecilie og Mathias fra Dagplejen Vejgaard Øst på arealet uden for socialforvaltningen på Østerbro. Hemmeligheden er den enkle. Rådmanden har selv to børnebørn på to år - endda med kun 14 dages mellemrum - så hun ved nok, hvordan man gør. Anledningen var uddeling af nummerplader til samtlige kommunens 800 dagplejere. Det vil sige 1600 nummerplader i alt, fordi hver dagplejer disponerer over både barnevogn og klapvogn. Ideen er blevet til for at skabe større synlighed af de kommunale dagplejer i forhold til de private. De kommunale dagplejere er stolte af deres arbejde og har grund til at være det, fordi en brugerundersøgelse har vist en tilfredshedsprocent på 94, mens procenten for børnehaverne ligger et sted i 80’erne. Alle numre er ens, eller faktisk er der slet ikke tale om numre, men om ens symboler, som ethvert barn kan glæde sig over. Og skulle skiltene forebygge tyveri, skader det jo aldrig, selv om det ikke er noget problem, vurderer rådmanden.