Lokalpolitik

Rådmanden bryder isen i sagen om Elbjørn

Henrik Thomsen (SF) vil have restaurantskibet flyttet til en placering lidt øst for Seaport Funcenter

AALBORG:Teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) forsøger nu at bryde isen i sagen om placeringen af restaurantskibet Elbjørn. Han foreslår nemlig på dagens møde i teknisk udvalg, at den tidligere isbryder flyttes øst på. Helt præcist lidt øst for Seaport Funcenter, der på et tidspunkt skal rives ned. Samtidig skal placeringen af et kommende havnebad tilrettes den nye placering af Elbjørn. Indehaverne af Rosdahls samt mange andre borgere og politikere har kritiseret, at Elbjørn har fået plads lige foran restauranten, hvor den tager gæsternes udsyn til fjorden. Henrik Thomsen siger ligeud, at han finder at sagen om Elbjørn, har været lidt af en belastning rent privat, men at man også kan lære noget af den. Men selvom rådmanden sammen med det øvrige udvalg har fastholdt placeringen på trods af kritikken, så har han nu skiftet mening i sagen. - Primært på baggrund af den offentlige debat, der har været, og der synes jeg, at man skal stikke en finger i jorden og sige, at vi skal have løst det her på en værdig og en fornuftig måde, og der har været en stemning imod Elbjørn, der hvor den ligger, og det synes jeg så, at man skal tage til efterretning og lytte til den kritik, der har været, siger Henrik Thomsen. Borgmester Henning G. Jensen (S) bad teknisk udvalg om at kigge på sagen med Elbjørns placering igen, men Henrik Thomsen, mener ikke, at han er blevet banket på plads. - Nej, det føler jeg ikke faktisk ikke, og hvis man går tilbage og ser på sagen, og det har ikke været fremme i den debat, der har været, så kan man se, at jeg 6.maj anbefalede til teknisk udvalg, at man imødekom den indsigelse Rosdahls havde givet til placering enten helt eller delvist, siger Henrik Thomsen, der også slår fast, at kommunen skal stå for udgifterne ved en flytning. På spørgsmålet om, hvorfor teknisk udvalg ikke fastholder beslutningen om placeringen, når man valgte at gøre det ved en besigtigelse så sent som 19. august, siger rådmanden. - Jeg tror, at det her er en sag, som alle medlemmer af teknisk udvalg har været berørt af, og man må bare sige, at der hvor vi ikke har været gode nok, det er at informere om hele omdannelsen af havnefronten. Der lader vores information noget tilbage, fordi jeg godt kan forstå, at folk har svært ved at forstå og indse, at vi vil holde fast i en placering på en lang kyststrækning, der i øjeblikket ligger øde hen og så foran en restaurant. Henrik Thomsen erkender, at sagen kunne være blevet tacklet bedre, og han siger direkte, at han kun har mødt en eller to i debatten, der synes, at placeringen af Elbjørn var i orden. Et andet medlem af teknisk udvalg Preben Pedersen (R) vil også gerne være med til at flytte Elbjørn. - Det synes jeg lyder fornuftigt, også hvis ejeren af skibet er indforstået med det, siger Preben Pedersen. Han mener, at der nu bør lægges låg på sagen. - Nu synes jeg, at vi skal tage tyren ved hornene og få fundet en permanent løsning, som alle kan være tjent med. Indehaver af Rosdahls Mikael Christensen har mildest talt ikke været begejstret for, at den gamle isbryder har taget Rosdahls udsigt til Limfjorden. Men han er godt tilfreds med rådmandens forslag, som han finder, at det er den rigtige placering. - Det har jeg det fint med, jeg synes, de skal tænke på alle i den her sag, de skal se på det oppe fra, det hjælper ikke, at en ny nabo bliver utilfreds, siger Mikael Christensen. Indehaveren af Elbjørn, restauratør Lars Jeppesen, ønskede i går ikke at kommentere sagen.