Rådvild Cavendish er imponeret over Sagans styrke

Spurtkanonen Mark Cavendish bøjer sig for Peter Sagan, der er feltets stærkeste cykelrytter lige nu.

Rådvild Cavendish er imponeret over Sagans styrke

Dette forår skulle have været cykelholdet Omega Pharma-Quick Steps bedste tid på sæsonen.

Men en slovak har overskygget det belgisk baserede cykelholds præstationer på de hjemlige landeveje og taget al fokus i de flamske forårsløb.

Peter Sagan fra Cannondale har vist sig at være umulig at holde og har dermed overskygget folk som Tom Boonen og Mark Cavendish.

Sidstnævnte indrømmer, at det har været umuligt for Omega Pharma-Quick Step at holde Sagan i kort snor.

- Den fyr er ret umulig at slå lige nu. Han er en rytter, der kun er én af i en generation. Han er super, super god. Han får os alle til at ligne juniorryttere, siger briten til Velonews.

Peter Sagan har udmærket sig ved både at have vundet ved at stikke af fra distancen som i søndagens Gent-Wevelgem eller slå til i spurten som i tirsdagens første etape af Tre dage ved Panne.

Og det gør det bare endnu sværere at stille noget op, mener Omega Pharma-Quick Steps chef, Patrick Lefevere.

- Ingen kan kontrollere løbene, for Sagan bruger alle de rigtige taktikker. Han har forvoldt sprinterholdene megen smerte, siger Lefevere.

Peter Sagan har med sine præstationer på det seneste skrevet sig ind som en af de helt store favoritter til søndagens Flandern Rundt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst