Iværksættere

Råstof til nye arbejdspladser

NORDJYLLAND:Midt i strømmen af nyheder om arbejdspladser, der forsvinder, er det rart at vide, at 4050 nye virksomheder har set dagens lys siden efteråret 2001. De udgør en vigtig del af råstoffet til fremtidens arbejdspladser. Opgørelsen gælder fra starten af Nordjysk IværksætterNetværk, og mens Danmark som helhed har oplevet flere års tilbagegang i antallet af nystartede virksomheder går Nordjylland tilsyneladende mod strømmen. Ganske vist dykkede tallet også her i landsdelen sidste år, men med 185 nye iværksættere siden nytår tyder meget på, at 2005 vil betyde ny rekord for iværksætteriet. Da man regner med, at hver iværksætter udløser 2,5 nye job, og dermed ville de godt 4000 nye virksomheder have resulteret i 10.000 nye arbejdspladser til landsdelen. Men så mange bliver det ikke til, fordi mange af iværksætterne er væk igen i løbet af de første år efter starten. Normalt taler man om, at kun hver anden overlever, men Nordjysk Iværksætter Netværk har gjort en stor opfølgende indsats for at mindske tabskvoten. Hvor meget det har virket, vil man vide meget mere om til april, når det for første gang registreres, hvor mange af de nordjyske virksomheder, der lever tre år efter starten. NORDJYSKE Erhverv opsøger i en række artikler iværksætterne og deres fødselshjælpere.