Råvaremarked er rent tilløbsstykke

FJERRITSLEV:Aldrig er interessen for fisk og grønt så stor, som når fiskehandler Michael Christophersen og René Jensen fra Renés Vin og Grønttorv slår sig sammen og holder råvaremarked på torvet midt i Fjerritslev. Påskemarkedet blev i hvert fald noget af et tilløbsstykke, og ægteparret Christophersen havde travlt med at veje af og forklare, hvordan de enkelte fisk kan bruges og tilberedes. På bordet bugnede flotte rødfisk, havtasker, der smager meget bedre end de ser ud, helleflynder, sej og laks i mængder, foruden alle de mange spændende røgede ting, man kan få nu omdage. Påskemarkedet er indledningen til årets torvesæson, og planen er at holde markeder med jævne mellemrum sommeren igennem. - Det første her er Michael Christophersen og jeg alene om, men vi håber at flere handlende vil være med hen på sommeren, siger René Jensen bag sine mange grøntsags- og frugtkasser, der frister med alt fra aromatiske rodfrugter til nye jordbær fra sydlige himmelstrøg. De to arrangører har taget et specielt initiativ i år. Når der i juli holdes marked hver lørdag, bliver det med deltagelse af mere eller mindre sagesløse kokke, der får lov at prøve kræfter med gryder, potter og pander - og naturligvis de rigtige råvarer, som de først skal finde frem. Udgangspunktet er en opskrift på en lækker ret, som vil blive præsenteret på markedet, og så går det ellers løs under skarp overvågning af publikum og bedømmelse af et dommerpanel. Det er allerede aftalt med borgmester Otto Kjær Larsen, at han bliver en af dem, der stiller op for at vise hvad han dur til i et køkken.