Råvaremarked i kartoffelferien

Fastboende og efterårsferiegæster kan glæde sig til tirsdag 14. oktober. Da står Hune-Blokhus Borgerforening igen bag et råvaremarked i de kønne omgivelser i Strandingskroens og Futtens gård.

Grete Mill
Marianne Hansen var med til at skabe torvestemning i Blokhus i sommer. Nu gentager borgerforeningen markedet. Arkivfoto Torben Hansen.
Fødevarer 6. oktober 2008 16:40

Det er første gang med et efterårsmarked, men det gik rigtig godt med tre råvaremarkeder i højsæsonen. Så godt, at foreningen ifølge formanden, Henrik Helbo, lægger op til seks tirsdagsmarkeder i højsæsonen 2009. Der er endnu ikke indgået aftaler om, hvor det bliver. - Vi i Hune-Blokhus Borgerforening har knap nok fået armene ned i begejstring over sommerens markeder, siger Henrik Helbo og fortsætter: - I efterårsferien er der mange turister i området, mange i sommerhusene og rigtig mange fastboende holder ferie, så vi mener, der er basis for at holde et velbesøgt marked. Det er lykkedes at få hovedparten af stadeholderne fra sommerens råvaremarkeder til at deltage, så det er vi yderst tilfredse med. Der bliver mulighed for blandt andet at købe ost, kød, fisk, lokale grøntsager og besøge en ølbryggers stand. Desuden vil det være muligt at få en tur i hestevogn. Så alt i alt er der basis for at opleve en god stemning i Blokhus denne dag, og jeg tror på, at det også bidrager til liv og handel hos de øvrige handelsdrivende i byen. Vores lokalområde og især Blokhus by har længe trængt til arrangementer med autenticitet og lokalt ejerskab, for de bliver, særligt af gæsterne, opfattet som oplevelser, der kan differentiere Blokhus fra andre feriebyer. I borgerforeningen er der en meget positiv holdning til at medvirke til denne udvikling. Derfor arrangerer vi høstmarkedet, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...