Rabalderstræde

”Rabalderstræde er en gade, hvor den slet, slet ikke får for lidt, for der er”……. sådan lød det højt og med energi for kort tid siden i Skovdalen i Aalborg. Byen havde besøg af Kim Larsen og hans band Kjukken til udendørs Skovrockkoncert i smukke omgivelser. En folkekær sanger som Kim Larsen magter at samle alle generationer og levere store oplevelser til hver og en tilskuer. Gamle mennesker med rollator, småbørn, der løber rundt, skolebørn i deres allermest produktive og legesyge alder, teenagere, der holder øje med sig selv og det andet køn, unge voksne, der giver den hele armen med sang og dans, midaldrende, der synger med af fuld hals og tager om hinanden med vitaliseret glæde og kærlighed. Larsens sange og gadedrengestil appellerer til os alle, og alle kan genkende sig selv i sangtekster og stemninger. En aften i et flygtigt fællesskab med mennesker i alle aldre og fra alle sociale lag stemmer sindet varmt, og man vil bare have mere. Mere fællesskab. I en tid, hvor mange af de gamle fællesskaber i Danmark er forsvundet og slidt ned, står Larsen som en af de få, der kan samle meget og mange på tværs af alt og alle. Modernitet og fællesskab Mange kendte fællesskaber har i de sidste tyve år mistet i status og indhold. Foreninger og organisationer, der tidligere kunne samle de mange i en fælles forståelsesramme, er forsvundne eller døende. De store nationale fortællinger og fællesskaber har ikke længere den samme samlende kraft. Muhammad på Nørrebro i København forstår ikke det samme ved Gud, Konge og Fædreland som Jens Christian i den nordjyske landsby. Og de kommer formentlig aldrig til det. For slet ikke at tale om de mindre lokale fællesskaber, der fylder mindre og mindre i hverdagen. Det er f.eks. fællesskabet blandt naboer, hvor godt naboskab ikke længere nødvendigvis indebærer nogen form for kendskab til hinanden og hinandens liv. At betragte naboer som netværk med indbyggede muligheder for at hente praktisk hjælp og interesse for familiens ve og vel er ikke længere noget selvfølgeligt. Vi passer hvert sit. Bag hækken. Og det på trods af, at der fortsat er størst behov for fællesskab over hækken eller i opgangen, mens børnene er små. Behov for uden alt for meget besvær at finde legekammerater og andre voksne, der synes om dem. Andre voksne, der gider høre om store og små oplevelser. Gider at høre det sidste nye om hunden eller marsvinet. Fællesskab i forbindelse med sport og andre kulturelle aktiviteter er sikkert stadigvæk topscoreren. Det er fællesskab baseret på fælles udfoldelse og fælles oplevelser. Desværre er der også her tendens til, at befolkningen polariseres, sådan at familier med overskud tager del i og videregiver sportens og musikkens glæder til næste generation. Mens familier med underskud ikke orker at iscenesætte disse unikke oplevelser for barnet. Statistik viser i øvrigt, at børnene bliver yngre og yngre, når de stopper i klubberne. Når de har fået færten af, at de sikkert alligevel ikke bliver den nye superfodboldspiller eller det næste fedeste rapband kan det også være så lige meget. Målestokken skabes i medierne, og hele midtergruppen afstår frivilligt fra at deltage i disse kulturelle fællesskaber. Institutionernes rolle Daginstitutioner bærer i det moderne samfund en stor opgave. Nemlig ikke bare at formidle kultur, men også at skabe den. Skabe kultur og dermed fællesskaber. Sommerfester, bedsteforældrekaffe, påskeharer, karse, der går ud i vindueskarmen, cirkusforestillinger, udstillinger med blade og sten og sågar alle barnets tegninger skaber kultur og fællesskab. Forældre glædes over det fællesskab, deres børn er en del af i børnehavealderen, og føler det som en gave at kende andre børns forældre og få sig en lille snak om de små. Intet er dejligere end at få positive kommentarer og fortællinger om ens eget barn fra andre forældre. Daginstitutioner overtager dermed delvist de gamle fællesskaber i nabolaget. Netop fordi forældrene hver dag og tilmed to gange om dagen kommer i institutionen. Dagens rytme er struktureret efter arbejdsmarkedet, så myldretid kendes også i institutionerne. Heldigvis. For her er så en chance for at møde nogle af de andre forældre. Skolerne og fællesskabet Skolens opgaver er i dag også at tage lidt af opgaven på sig og være med til at skabe rammer for fællesskab ikke blot for børnene, men også blandt forældrene. Flere og flere skoler bliver mere og mere bevidste om at sikre sig ikke blot forældreinddragelse, men direkte skabelse af forældremedansvar for skolens fælles virke. I erkendelsen af, at det gode liv i den gode klasse er den bedste garanti for, at børnene får et godt skoleliv med udvikling af faglige og personlige kompetencer for den enkelte, arbejder mange skoler bevidst med at inddrage forældrene som dem, der har det aktive ansvar for at få skabt den gode klasse. At få skabt fællesskabet for den ramme, hvori klassen skal leve og virke. De nye fællesskaber I disse opbruddets år, hvor mange af de gamle fællesskaber i by og på land er forsvundne eller døende, må det forventes, at nye fællesskaber vil komme. Uden fællesskaber vil vi blive et land befolket af navlepillende, egoistiske enkeltindivider. Uden fællesskaber og dermed forskellige former for sammenhængskraft vil Danmark dø som selvstændig nation. Men hvor det er tvivlsomt, om vi kan få skabt nye store nationale fællesskaber på tværs af alt og alle(bortset fra Larsen og fodbold), så synes vejen banet for skabelsen af nye lokale fællesskaber. Sådan gør vi her hos os. I vores lokale samfund. I vores lokale situation. På det lokale felt er der chancer for med Kim Larsen at få både ”masser af succes” og ”rabalderstræde, hvor den slet, slet ikke får for lidt…”

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk