Rabat på regning fra selskabstømning

Dom i Højesteret betyder, at banker og rådgivere, der hjalp selskabstømmerne kan trække erstatning fra i skat.

Rabat på regning fra selskabstømning

Banker og rådgivere, der hjalp selskabstømmere til at lænse statskassen for to milliarder kroner kan formentlig se frem til et større millionbeløb med venlig hilsen fra det danske skattevæsen. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Baggrunden er, at Højesteret fredag i en principiel sag afgjorde, at revisionsfirmaet Ernst & Young kan få skattefradrag for de erstatninger, som revisionsfirmaet har betalt på grund af dets rolle i selskabstømmer-sagerne i 1980'erne og 1990'erne.

Skat har hidtil nægtet at indrømme skattefradrag for selskabstømmererstatninger.

Men dommen betyder, at skatteyderne nu kommer til at hænge på en del af regningen for det, som den tidligere skatteminister Ole Stavad (S) kaldte for "Danmarkshistoriens største tyveri".

Ernst & Young-sagen handler om nogle få hundrede tusinde kroner, men ifølge revisorernes brancheorganisation, Danske Revisorer, er der omkring 100 millioner kroner på spil.

Skatteministeriet har ifølge Jyllands-Posten ikke overblik over, hvor meget det vil koste statskassen, men sagen kommer på skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) bord, fordi Enhedslistens Frank Aaen mener, der er brug for en lovændring.

- Det er urimeligt, de banker og rådgivere, der kreerede og tjente på skattetømningen skal have refunderet nogle af de penge, de skulle betale.

- Det betyder jo, at en større del af regningen nu alligevel kommer til at lande hos skatteyderne, siger Frank Aaen til avisen.

/ritzau/