Rabatordning for beboere og ansatte

AALBORG: Beboere og ansatte i Aalborg midtby kan se frem til en rabatordning, så de slipper billigere end andre bilister på nogle af de afgiftsbelagte parkeringspladser i byen. Kommunens tekniske forvaltning har modtaget et hav af protester, siden parkeringspladserne ved Aalborghallen, Th. Sauers Plads og området mellem jernbanebroen og Limfjordsbroen ved årsskiftet blev belagt med en timeafgift. Nu - mindre end to uger efter at afgiften trådte i kraft - er politikerne klar til at ændre ordningen, så beboere i nærheden af de tre parkeringspladser og ansatte i midtbyen kan parkere billigere end andre. - Vi overvejer en abonnementsordning, som kendes fra blandt andet Århus, København og Randers, siger teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF). Ordningen betyder, at bilister med dagligt parkeringsbehov kan købe et måneds-, kvartals- eller årskort til et sted, hvor der ellers opkræves timebetaling. Hvis sådan en ordning bliver vedtaget, vil den kunne træde i kraft i løbet af et par måneder. Men forinden skal der lige foretages nogle tekniske undersøgelser om administrationen af ordningen. Rådmanden vil ikke sige noget om, hvad prisen bliver for den enkelte bilist. Men det bliver helt sikkert kun en brøkdel af, hvad der koster at holde fuldtids på en betalingsplads et af de tre steder. Det koster omkring 2000 kroner at have sin bil holdende konstant på sådan en plads. Derimod er der ingen planer om at ændre ved den betalingsparkering, som har eksisteret i årevis på de centrale parkeringspladser i Aalborg midtby tæt på alle forretningerne. mons