Rablende voldsrapper nægtet indrejse

Chris Browns blodige overfald på sangerinden Rihanna har stadig konsekvenser for rapperen, der må aflyse koncerter efter nægtet indrejse.

25. februar 2015 10:40

Overtrædelsen af sin prøveløsladelse efter det voldelige overfald på ekskæresten, sangerinden Rihanna, har stadig efterdønninger, der får konsekvenser for Chris Brown.

Den skandaleombruste rapper er blevet nægtet indrejse i Canada, og det betyder, at han må aflyse sine koncerter i Montréal og Toronto. Det skriver avisen The Washington Post.

Chris Browns talsperson, Nicole Perna, bekræfter, at de canadiske immigrationsmyndigheder har afvist ham, men at han kan ansøge om indrejse igen på et senere tidspunkt, og ifølge Perna vil Brown gøre det, så han kan gennemføre de aflyste koncerter.

Brown sad fængslet i knap tre måneder sidste år for at overtræde sin prøveløsladelse ved at indgå i et skænderi uden for et hotel i den amerikanske millionby Washington. Politiet holdt nemlig et skarp øje med Brown, efter hans blodige angreb på den nu 27-årige Rihanna i 2009.

De canadiske myndigheder vil ikke kommentere den konkrete sag, men talsmanden, Stephane Malepart, understreger, at flere faktorer afgør, om en person må komme ind i landet, og det gælder blandt andet kriminelle handlinger, som er bandlyst.

Også Storbritannien har tidligere nægtet den 25-årige rapper adgang over deres landegrænser. I 2010 var hans også dengang plettede straffeattest årsagen.

Newspaq

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...