Racedueavler gennem 35 år
Hans Jørgen Pedersen er formand for Thy Racedueforening og har haft duer i 35 år

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HOV:Blåskimlede schlesiske kropperter, brogede italienske mæfikker, gule norske tomlere. Der er ikke tale om oste, blaffere eller turister, men om duer.
Raceduer kommer i alverdens pudsige afskygninger og under mange forskellige navne. I weekenden 1.-2. december kan man opleve 347 duer i alverdens former og farver på Morsø Landbrugsskole, når Thy Racedueforening og Morsø Dueavlerforening for første gang går sammen om at lave en udstilling.
Samarbejdet er en konsekvens af vigende medlemstal, fortæller Hans Jørgen Pedersen, der er formand for Thy Racedueforening:
- Der bliver færre af os, og de fleste af os, der udstiller, er efterhånden pensionister. Men vi hygger os og har et godt fællesskab.
Duefeberen smitter
Hans Jørgen Pedersen har selv haft duer i 35 år og blev smittet af duefeberen af sin svigerfar. I opvæksten var det nemlig en anden slags fjerkræ, familien gik op i:
- Mine forældre havde høns, og jeg har da også lidt høns i dag, men det er ikke noget at prale med. Så blev jeg gift, og min kones far havde duer, siger han med et smil, og tilføjer:
- Med raceduer er det sådan, at når man først er kommet i gang, bliver man ved.
Det er især den blåskimlede schlesiske kroppert, som Hans Jørgen har kastet sin kærlighed på. Og der er langt fra de duer, der kurrer på hustagene, til de fine schlesiske kropperter.
- De har sådan et flot pust, og de skal vise sig frem. Det er en imponerende due, forklarer Hans Jørgen.
På udstillingen i weekenden har Hans Jørgen selv 30 duer med, og han har høje forventninger til sine kropperter:
- Dem har jeg arbejdet med i 20 år, så dem har jeg styr på. Jeg har ligget i toppen på landsplan.
Unge sidder foran skærmen
I Racedueforeningen er de godt klar over, at der er udfordringer i at skaffe nye medlemmer.
- Den der computer har snuppet rigtig mange af de unge mennesker, siger Hans Jørgen, der ikke har noget bud på, hvordan duerne skal konkurrere med det virtuelle univers.
Tidsånden har også ændret sig, og han oplever, at folk ikke vil være bundet af dyr, som de skal hjem og passe, og som de ikke bare kan rejse fra.
Det forhindrer dog ikke Hans Jørgen og andre medlemmer af foreningen at tage en smuttur til Leipzig, hvor der er smådyrsudstilling med blandt andet 25 danske udstillere. Det bliver dog kun for at kigge.
- Det skal være en meget god due, for at jeg tager den med hjem, siger han og smiler.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.