Racerbil i adstadigt tempo

AAU-køretøj klarer 2000 kilometer pr. liter - hvis den altså gennemfører. Racerkører Tom Kristensen var med, da bilen blev præsenteret onsdag.

De ligner ikke umiddelbart hinanden, Aalborg Universitets Eco Racer og Tom Kristensens nye Audi R18 TDI, som han om en god måneds tid skal prøve at køre til sejr på Le Mans. Alligevel er der flere lighedspunkter. Den nye Audi har en lukket kabine ligesom Eco Racer, og i begge tilfælde handler det om at opnå det optimale inden for et givet reglement. Reglementerne for den diseldrevne sekscylindrede Audi adskiller sig dog betydeligt for reglerne for den 45 kilo lette AAU-racer drevet af en brændselscelle. Audi’en skal køre så hurtigt som muligt og holde i 24 timer, Eco Raceren skal køre mindst 30 kilometer i timen og gennemføre en strækning på godt 25 kilometer. Nu skal bilen gennemføre De studerende har på sin vis en bedre statistik end Tom Kristensen: De er udgået to gange af Shell Eco Marathon - han er udgået tre gange på Le Mans. Til gengæld har han gennemført 11 gange og vundet de otte. Derfor var han onsdag inviteret til præsentationen af AAU’s økonomiske racer, som sidst i maj gør sit tredje forsøg på at gennemføre Shell Eco Marathon på Lausitz-banen i Tyskland. Mekaniske problemer satte en stopper for bilen fra Aalborg i både fjor og forfjor, men nu skal det være. Søren Juhl Andreasen, der er vejleder for gruppen af studerende bag bilen, tror på, at det lykkes. Over 2000 km. på én liter Nogen samlet sejr bliver det næppe til. Konkurrencen i Lausitz, der samlet godt 200 deltagende køretøjer, handler om at køre længst muligt på en liter benzin (eller et andet brændstof omregnet til benzin). Og i fjor nåede de franske vindere fra Nantes ud på 4896 km pr. liter. - Jeg håber og tror, at vi kan nå over 2000 km pr. liter. Vi har haft meget bedre tid i år, blandt andet fordi vi har kunnet genbruge selve skallen. Vi har også valgt at bruge hyldevarer mange steder frem for selv at fremstille alle dele. - Sidste år havde vi slet ikke nået at prøvekøre bilen på forhånd, men det har vi gjort i år. Vi har også testet den på et rullefelt, den har blandt andet fået nyt styretøj - og endelig er det lykkedes at reducere vægten fra 53 til 45 kg, fortæller en optimistisk Søren Juhl Andreasen. Begrænset udsyn Chauffør på Eco Raceren er igen i år Bodil Porsbøl Jacobsen. Hun kommer ikke sovende til mulig succes, men dog liggende: Førerpladsen er vandret - og udsynet temmelig begrænset. Hjulene adskiller sig også fra dem, Tom Kristensen kører med: - Chancen for hjulspind er vist ikke stor, som han smilende bemærkede med et blik på de tre cykelhjul, køretøjet er udstyret med.