Vold

Racistisk chikane endte med knivstik

Længere tids chikane fra unge i Fjerritslev mod afghanske drenge resulterede mandag aften i et sammenstød, hvor en 16-årig afghaner stak en af de lokale i lysken med en kniv.

- Chikanerne har klart racistiske undertoner. Parterne kender overhovedet ikke hinanden, siger sagsbehandleren hos Løgstør Politi, som i går afhørte en række af de implicerede. Urolighederne begyndte mandag ved 21.30-tiden, da fire afghanske drenge sad på en bænk på Torvet. En bil med unge lokale kørte forbi, og de råbte og gav de unge skråt op-fingeren, oplyser Løgstør Politi. Ordvekslingerne mellem grupperne fortsatte, da afghanerne senere passerede de unge danskere på vej hjem. Senere kørte fire biler op foran huset, hvor den 16-årige afghaner har boet i to år sammen med sine forældre og to yngre brødre. 10 lokale unge troppede truende op og bad om at tale med den 16-årige. Faderen ringede til politiet, der gav familien besked på at lukke døre og vinduer. Lidt senere blev der ringet til politiet igen, og da de to patruljevogne nåede frem, var den 16-årige gået ud og havde sagt til de unge danskere, at de skulle køre. Samtidig havde han stukket en af de unge i lysken med en kniv eller saks, måske fordi han har følt sig presset op i en krog alene mod 10 mand, siger vagthavende hos politiet. Politiet sendte to patrujevogne og fik parterne skilt ad og fik navnene på de implicerede og vidner, og hele dagen i går havde politiet travlt med afhøringer. - Vi fik afhørt fem, og vi mangler mange endnu, siger sagsbehandleren hos Løgstør Politi. Snitsåret på den sårede var ikke værre, end at det kunne klares med et plaster. Men episoden er sket, og den 16-årige er sigtet for vold. Nu må vi se, om juristerne finder, at der er basis for en retssag, tilføjer sagsbehandleren. - Det er første gang, jeg har hørt om sammenstød mellem lokale og indvandrere, siger Fjerritslevs borgmester Otte Kjær Larsen (V). Det er altid svært for fremmede at blive integreret, men vi har hidtil klaret det i fred og ro. Så jeg håber, at det her er et engangstilfælde, og at problemerne stopper med det her.