Radikal afviser, at forligsgruppe er magtfuld

- Den er demokratisk, mener Preben Pedersen, R.

Lokalpolitik 28. februar 2003 07:00

AALBORG: Den radikale byrådspolitiker, Preben Pedersen, vil ikke have siddende på sig, at han er magtfuld og udemokratisk. Den konservative Rainer Dannemare kritiserede i gårsdagens udgave af NORDJYSKE Stiftstidende, at forligspartierne har fundet sammen i et udemokratisk forum, hvor de almindelige udvalg og byrådet er sat ud af spillet. Rainer Dannemare mener, at forligsgruppen, som han også er medlem af via sin gruppeformandsrolle, har for stor magt. Den bør ligge i byrådet i stedet for. - Det kan ikke være rigtigt, at man i udvalg og i byrådet sættes ud af spillet, mener Rainer Dannemare. - Det er ikke demokratisk, siger han. - Jo, det er, mener den radikale Preben Pedersen. Som ene radikalt medlem i byrådet og som forligspartner er han automatisk med til forligsgruppemøderne, men han er det også i kraft af, at han netop har efterlyst et sådan forum. - Jeg har jo tidligere offentligt sagt, at Socialdemokratiet og Venstre ordnede det hele. Nu er vi med, inklusive de små grupper, og det er da godt. Det er demokratisk. Ellers ville der være uordnede forhold. - Problemet er ikke, at vi holder møde i forligsgruppen. Problemet er, at nogle politikere ikke kan finde sig til rette i deres egen partigruppe, siger Preben Pedersen. - Det skal de ikke lægge over på os andre. Partierne må afklare, hvad de mener internt. - Jeg synes, at Rainer Dannemare skal tale med sine partifæller Anni Kjeldgaard og Vibeke Gamst og blive enige med dem om det her. - Lige som jeg ikke kan forstå, at politikere i andre partier går enegang. Det undrer mig, siger Preben Pedersen og sigter her til, at Signe Friis (V), samt Rasmus Prehn (S), i teknisk udvalg er kommet med protester imod placeringen af nærbanestation henholdsvis i Skalborg og i Aalborg Vest. Signe Friis kritiserede efterfølgende, at forligsgruppen på forhånd havde bestemt sig for en løsning og derefter fulgte kritik fra den konservative Rainer Dannemare. - Efter sidste valg er der kommet politikere, som går enegang og som i flere sager ikke har baglandet med sig. Det undrer mig, siger Preben Pedersen. - Og hvad angår sagen med nærbanestationen, jamen der kunne vi i teknisk udvalg have siddet og diskuteret fra nu af og til juleaften uden at komme videre. Vi har diskuteret den sag mange gange i udvalget, og derfor var der behov for at få på plads, hvad der kunne lade sig gøre forligspartierne imellem. Jeg sagde endda til mødet i forligsgruppen, at jeg ikke ville stemme imod, hvis de borgerlige ville have nærbanestationsforholdene undersøgt nærmere i Skalborg. Men det var der ikke stemning for, forklarer han. - Jeg hørte ikke nogen fra den konservative gruppe sige noget om, at de ville have en nærmere undersøgelse, tilføjer han. Preben Pedersen giver ikke den konservative Rainer Dannemare ret i, at forligsgruppen har magten. - Det er i sidste ende byrådet, der bestemmer, mener Preben Pedersen, og tilføjer at han går ind for åbenhed i kommunen. - Det har jeg netop stået for i mange år, siger han. - Jeg er ked af, at vi i gruppen skal mistænkeliggøres for at være en kammeratlig, indspist og mafiaagtig. Vi skal have respekt for hinanden og hinandens arbejde, mener Preben Pedersen. - Når man har indgået forlig, så bliver man også nødt til at være enige, hvis man skal ændre noget. Ellers går det jo ikke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...