Radikal formand har fået nok
Lokalformand kan ikke længere bakke op om Radikale Venstre
NORDJYLLAND: På onsdagens generalforsamling for den radikale partiforening for Thy og Mors meddelte formanden, Peter Olsen, at han trækker sig som formand - og samtidig melder sig ud af partiet.
- Jeg er social-liberal med tryk på social. Men jeg synes, at økonomien er vigtigere end mennesket i blandt andet reformerne af kontanthjælp og SU.
Peter Olsen er selv lærer - og tillidsmand for lærerne på Østre Skole i Thisted
Den berømte dråbe
Den aktuelle lærerkonflikt har også bidraget stærkt til beslutningen om at forlade det parti, som han har været medlem af næsten halvdelen af sit liv.
- Vi gik til valg på, at vi stoler på lærerne og lytter til eksperterne. Jeg er skuffet over, at vi hopper med på S og SF’s reformforslag, når det er stik imod eksperternes anbefalinger, siger han.
Dråben, der fik Peter Olsen til at træffe beslutningen om at forlade partiet, var dog den nye offentlighedslov, som forringer mulighederne for aktindsigt i blandt andet korrespondance mellem ministre og styrelser.
Beklager afgang
Nicolaj Holm, formand for Radikale Venstre i Nordjylland, kalder Peter Olsens farvel, en ”beklagelig situation”.
- Jeg er altid ked af at miste medlemmer og Peter Olsen har som lokalformand været tæt på mig, siger han.
- Man kan aldrig være 100 procent enig i sit partis politik, men lærerkonflikten og ændringen af offentlighedsloven har åbenbart gjort udslaget for ham, konstaterer Nicolaj Holm
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.