EMNER

Radikal formand slår hånden af S

Landsformand vil fri af båndene til Socialdemokraterne og vil ikke afvise et samarbejde med Venstre efter næste valg. Marianne Jelved går stadig efter SR-regering

KØBENHAVN:Anders Fogh Rasmussen (V) kan efter næste valg blive statsminister med støtte fra Det Radikale Venstre. Det forudser den radikale landsformand, Søren Bald. - Vi ville da være tåbelige, hvis vi kun ser den ene vej. Når du passerer en vej, så skal du se både til venstre og til højre, siger han. Formanden siger samtidig, at partiet ved næste valg bør stå endnu mere frit i forhold til Socialdemokraterne. - Der er ikke noget, der i dag taler for, at vi skal gå til valg på at danne en SR-regering, siger han. Også andre i hovedbestyrelsen efterlyser frihedsbrev Søren Bald er ikke alene med holdningen om, at De Radikale, der i morgen runder de 100 år, skal kappe båndet til Socialdemokraterne. Flere hovedbestyrelsesmedlemmer har allerede efterlyst et "frihedsbrev". Blandt andre næstformand Jesper Gronenberg. - Vi skal fremlægge vores politik og ikke gå efter fedtede kompromisser med Socialdemokraterne, som skal afstive et SR-sammenhold, som ingen rigtig kan se alligevel, siger han. Kold skulder fra Marianne Jelved Både frihedsbrevet og en egentlig afvisning af at gå til valg på en SR-regering får dog en kold skulder fra partileder Marianne Jelved. - Jeg kan ikke se for mig, hvor det er en fordel for os ikke at være med i regeringen. Hvis vi lader Socialdemokraterne være mindretalsregering, så kan de lave al mulig politik med V og K, som vi ikke kan forhindre. Så svigter vi det mandat, vi har fået, siger Marianne Jelved. Den radikale amtsformand i Nordjylland, rektor Peter Hvid Jensen, afviser klart enhver tanke om radikal støtte til eller deltagelse i en VK-regering. - Vi sad i regering med V og K fra 1988 til 1991, og det var ingen succes, siger amtsformanden. Om partiet omvendt skal gå til valg sammen med Socialdemokraterne, står og falder efter Peter Hvid Jensens mening med, om der kan findes et kompromis på udlændinge-området, som begge parter kan leve med.