Radikal leder: Grøn skattereform kommer markant tættere på

Morten Østergaard mener, at Klimarådets anbefalinger gør Radikales trussel mod regeringen endnu mere relevant.

Politisk leder Morten Østergaard (R) ser en grøn skattereform rykke markant nærmere med Klimarådets rapport mandag. (Arkivfoto)

Politisk leder Morten Østergaard (R) ser en grøn skattereform rykke markant nærmere med Klimarådets rapport mandag. (Arkivfoto)

KØBENHAVN: De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, kan med egne ord "ikke få hænderne ned" over den rapport, som Klimarådet fremlagde mandag formiddag.

Den peger på, at en drivkraft i den grønne omstilling for at nå CO2-reduktionsmålet på 70 procent i 2030 bør være markant forhøjede CO2-afgifter.

De Radikale har netop slået på tromme for en stor stigning i CO2-afgiften, og i rapporten vurderer Klimarådet, at afgiften i 2030 skal op i omegnen af 1500 kroner per ton CO2. I dag er afgiften på cirka 170 kroner per ton.

- En grøn skattereform må være rykket markant tættere på med Klimarådets rapport.

- Det er afgørende, at Socialdemokratiet og Venstre følger op på den invitation, jeg gav allerede ved årets begyndelse om, at vi tager en principbeslutning om, at det er det, vi vil.

- Så vi kan få lavet beslutningsgrundlaget og lave den skattereform allerede til efteråret, siger han.

Morten Østergaard truede for nylig med at vælte S-regeringen, hvis den ikke kommer med hurtig handling på klimaområdet.

Senest 5. juni, på årsdagen for folketingsvalget sidste år, skal der ligge en klimaplan.

Klimarådets anbefalinger gør bare truslen om at udløse valg, hvis der ikke sker noget, endnu mere relevant, mener Morten Østergaard.

- Jeg føler mig på endnu mere sikker grund i, at det eneste rigtige at gøre for at frembringe denne politiske undtagelsestilstand er at stille kravet så markant op. For nu er det kun den politiske vilje, der mangler.

- Vi har det beslutningsgrundlag, vi skal bruge. Vi har selv bedt Klimarådet om at komme med disse anbefalinger. Og rådet anbefaler os at handle nu, siger han.

Hos SF vil man gå endnu hårdere til værks end det, som Klimarådet lægger op til i sin rapport.

- Jeg mener, at industriens brug af kul, olie og gas skal udfases helt og erstattes af el og grøn gas. Det vil give en reduktion, der er mere end tre gange så høj - ikke blot de 20 procent som, der lægges op til.

- Vi skal også gå markant hårdere til værks over for landbruget og tage alle lavbundsjorde ud af drift og ikke blot halvdelen, siger klimaordfører Signe Munk (SF) i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.