Lokalpolitik

Radikal siger nej til at ændre reservationer

Vestbyen vil ikke have reservation til limfjordsforbindelse, når beslutningen er truffet

VESTBYEN:Hvis en tredje limfjordsforbindelse ikke kommer til at gå igennem Vestbyen, så vil borgerne i den grønne bydel af med reservationen til en limfjordsforbindelse. Formand for Vestbyens Samråd, Jørgen Andersen, har tidligere i NORDJYSKE forklaret, at han frygter, at politikere i næste byrådsperiode omstøder den gamle beslutning. - Borgerne vil leve i stadig uvished, forklarede han og fik opbakning af teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF). Han mener, at når Aalborg Byråd og amtsrådet har taget stilling til en liniføring, så skal øvrige arealreservationer ophæves. - Det er jeg meget uenig med ham i, siger det radikale byrådsmedlem, Preben Pedersen. - Det er en alt for kortsigtet holdning. Jeg mener, at arealreservationerne til såvel et tredje rør ved den nuværende tunel som reservationener for Lindholmlinjen skal fastholdes. Ellers svækker vi mulighederne for de fremtidige politikere. De skal også have muligheden for at tilrettelægge en fornuftig udvikling af trafiknettet i og omkring Aalborg, forklarer Preben Pedersen, der ligesom borgmester Henning G. Jensen, peger på, at Vestbyens borgere har nydt godt af reservationerne. - Altså hvis man har været modstandere af, at der skulle bygges og anlægges nyt på grønne arealer. Der kunne jo sagtens have været nogle med interesser i området. Der har eksempelvis været nogle, som ville bygge en multihal i Vestbyen engang. Det har man undgået, siger Preben Pedersen.