EMNER

Radikal strid om limfjords-forbindelse

De radikale i Nordjylland snakker i både øst og vest

De radikale er kommet i intern strid om 3. limfjordsforbindelse efter folketingsmedlem Martin Lidegaards udtalelser i NORDJYSKE Stiftstidende i går. Martin Lidegaard gav udtryk for, at en tredje limfjordsforbindelse i motorvejsudgaven ikke skal gå vest men øst om Aalborg - altså et ekstra tunnelrør. Den løsning har de radikale i Nordjylland ikke stemt for. De vil have en vestlig linjeføring: Under al kritik - Det er under al kritik, at Martin Lidegaard ikke først kontakter os i Nordjylland, inden sådan en udtalelse, siger regionsrådsmedlem Vagn Kvist (R). - I partiet er vi enige om en vestlig løsning, og det kommer helt bag på mig, at Martin Lidegaard har en anden holdning. Det er ikke acceptabelt, og partiets leder Marianne Jelved må have en snak med Martin Lidegaard, siger Vagn Kvist fra en mobiltelefonforbindelse i Østrig. Derfra sørgede han også for, at der nu bliver skrevet et brev til hans partifælle på Christiansborg. - Vi vil fortælle ham, at han burde have kontaktet os, inden han kom med sådanne udtalelser, siger Vagn Kvist. Hovedpersonen Martin Lidegaard trækker lidt i land efter gårsdagens udtalelse. - Jeg var nok lidt for hurtig på aftrækkeren og lidt for bastant i min udtalelse. Det jeg mener er, at hvis vi skal have en vestlig løsning så skal det være en landevejsløsning og ikke en motorvej, siger Martin Lidegaard, der mener, at en motorvejsløsning i den vestlige del bliver for dyr. Flest for tunnelløsning Meldingen fra Martin Lidegaard var i første omgang rettet som et svar til foreningen Egholms Venner, der har spurgt en række trafikpolitiske ordførere på Christiansborg om deres holdning. Holdningen blandt flere ordførere er, at man ikke skal regne med, at staten vil betale, hvad det koster ekstra at etablere en forbindelse vest om. Den billigste løsning er et ekstra tunnelrør. kirsten.pilgaard@nordjyske.dk