EMNER

Radikale afviser Haarder-rapport

Reglerne for familiesammenføring skal ændres før ny SR-regering, kræver radikale. S afviser

Den radikale leder Marianne Jelved raser over den måde, regeringen frifinder sig selv i ny rapport om familiesammenføringsreglerne. 'Meget arrogant' og 'Goddag Mand Økseskaft' kalder hun det, og ingenlunde et bevis for, at regeringen ikke overtræder menneskerettighederne. Derfor har hun også to ultimave krav til et eventuelt regeringssamarbejde med Socialdemokraterne. Det nuværende tilknytningskrav skal væk og 24-årsreglen skal indrettes, så den ikke længere rammer en masse mennesker, som hverken er truet af tvangs- eller arrangeret ægteskab. - Som 24-årsreglen er nu, kan vi ikke acceptere den, og det samme gælder tilknytningskravet. 24-årsreglen rammer langt ud over den målgruppe, den var tiltænkt, og desuden forhindrer den ikke tvangsægteskab. Den forhindrer kun familiesammenføring, siger Marianne Jelved, som også mener, at et dansk statsborgerskab er tilknytningskrav nok i sig selv. Tidligere på sommeren krævede hun 24-årsreglen helt væk, men de radikale er nu villige til at sluge den, hvis den altså kan indrettes, så den ikke rammer skævt. Socialdemokraterne tolker signalet som en udstrakt hånd, men dermed er besværlighederne ikke slut. Integrationsordfører Anne Marie Meldgaard er ikke umiddelbart åben over for en ændring af tilknytningskravet og 24-årsreglen. Hun henviser til den radikale landsformand Søren Bald, som i Jyllands-Posten igår gav udtryk for, at et parti er nødt til at acceptere de aftaler et andet parti har indgået, når de skal skrive et fælles regeringsgrundlag. - Hvis jeg skal respekterer de radikales aftale med regeringen om eksempelvis en arbejdsmiljøreform, så har jeg også en forventning om, at de radikale respekterer vores aftale med regeringen på det her område. Som udgangspunkt har jeg ikke set noget endnu, som kan afløse 24-årsreglen, og jeg mener også fortsat at der er brug for en form for tilknytningskrav, siger hun. Socialdemokraterne og de radikale er dog enige om at se på en uafhængig klageinstans for familiesammenføringsafviste for at sikre en fair retspraksis. De juridiske fagfolk er også stadig uenige efter regeringens redegørelse. Mens Jonas Christoffersen, adjunkt i menneskerettigheder på Københavns Universitet, ikke kan se, at den danske lovgivning i sig selv krænker menneskerettighederne, fastholder Niels Erik Hansen, leder af Dokumentations og rådgivningscentret om racediskrimination, sin kritik af reglerne.