Radikale er fremsynede

Det Radikale Venstre lovede nytænkning og visioner i forbindelse med valgkampen

Lars Otkjær

Lars Otkjær

– og visioner og nytænkning er netop hvad Nicolaj Holm har udvist i forbindelse med 7. klasse-debatten. Vi skal have Danmarks bedste folkeskole – målt på trivsel og målt på faglighed. Derfor har vi også af faglige grunde flyttet 7. klasserne ind til de store kommuneskoler – hvilket skoleloven rent faktisk lægger op til. Flytningen af 7. klasserne løser samtidig en række problemer – dels udsigten til problemer med at finde kvalificerede faglærere og dels problematikken omkring 19 fysiklokaler, hvoraf et antal ikke er egnede til undervisning. Med sommerens debat omkring ikke-undervisningsegnede fysiklokaler kan man forvente kostelige summer på ombygning af disse fysiklokaler – medmindre man flytter 7. klasserne og dermed ikke længere har behov for fysiklokaler på landsbyskolerne. Men vigtigst af alt er, at man samler faglærerne i større teams på de store skoler, hvilket giver mulighed for et større fagligt samarbejde – og hvilket med sikkerhed vil højne kvaliteten af blandt andet fysik og tyskundervisningen. Det er fremme, at der spares hen ved 2,4 millioner på årsbasis på flytningen af 7. klasserne, men det gode er, at pengene bliver i folkeskolerne – igen med fokus på undervisningens faglighed. Samtidig er flytningen af 7. klasserne den bedste garanti for bevarelse af de små skoler.