Dronninglund

Radikale er klar til valget

Det Radikale Venstre i Brønderslev Kommune har nu fundet seks kandidater

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bjarne Axelsen - nu radikal kandidat.

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Det Radikale Venstre i Brønderslev Kommune er nu klar til kommunalvalget.

De seks kandidater er: 1. Frede Hansen, Dronninglund, 2. Bjarne Axelsen, Brønderslev, 3. Thaer Saleh, Hjallerup, 4. Mediatrtice Mushimiye, Brønderslev, 5. Morten Thordahl, Hjallerup samt 6. Rikard Jespersen, Brønderslev

Frede Hansen er galleriejer og har tidligere været ansat i AOF. Han har undervist voksne ordblinde og flygtninge, og han har en mastergrad i Globalisering og Integration og en diplomuddannelse i dysleksi (ordblindhed). Han er gift og har tre børn. Han har taget initiativ til foreningen "Flygtningevenner i Brønderslev Kommune", har modtaget Dronninglund Sparekasses kulturpris og er kendt af de fleste som en flittig læserbrevsdebattør.

Bjarne Axelsen er uddannet lærer, men i mange år fungerede han som leder af Brønderslev Nærradio. Han er stadig ansat ved radioen, men er i dag lærer for tosprogede børn. Mange har hørt hans stemme i radioen - nu vil han gerne have befolkningens stemme. Bjarne Axelsen har levet hele sit liv i Brønderslev.

Håber på flere kvinder

Thaer Saleh er flygtning fra Syrien. Han er i dag i smedelære, og han har netop været til flere eksaminer på Teknisk skole, som han har klaret med høje karakterer. Thaer er gift og har to døtre. I Syrien blev han fængslet, da han demonstrerede for demokrati. Derfor er det vigtigt for ham at udnytte muligheden i Danmark for at få indflydelse på samfundets udvikling.

Médiatrice er flygtning fra Burundi. Hvis nogen siger, at alle flygtninge fra ikke-vestlige lande er et problem, så har de ikke mødt Médiatrice. Hun arbejder som sygeplejerske, og i går havde hun aftenvagt, og kunne derfor ikke deltage i opstillingsmødet, men hun havde på fejlfrit dansk sendt en mail om, at hun var villig til at stille op. Médiatrice er gift og mor til to børn.

Morten Thordahl er bankuddannet og har tidligere været ansat i Klokkerholm. Nu arbejder han i Hjørring. Morten er gift og har to børn. Han bor i et parcelhus i Hjallerup. Morten ønsker at bidrage til en bedre økonomi i kommunen.

Rikard Jespersen er tidligere viceinspektør på Hedegårdsskolen i Brønderslev. Han har været aktiv i Det radikale Venstre i en menneskealder, og i dag har især ældreområdet hans interesse.

Det blev på mødet i går besluttet, at bestyrelsen for den lokale vælgerforening kan supplere listen med nye navne, hvis nogen melder sig, som er medlemmer af partiet.

- vi håber, at få flere kvinder på listen, men man kan jo ikke tvinge kvinder til at stille op til byrådsvalget. Vi så gerne lige mange af begge køn, men der er bare flere mænd, som møder op til vores møder, lyder det fra Frede Hansen.

- Til gengæld glæder vi os over, at vi har to meget dygtige flygtninge på listen, og at der er en god geografisk spredning.

- Vi er indædte modstandere af lokallister. Man kan mene, hvad man vil om kommunesammenlægningen, men Brønderslev og Dronninglund er blevet til én kommune, og vi skal ikke bekrige hinanden ved at opstille lokallister. Vi skal finde fælles løsninger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.