Politik

Radikale: Ghettoforældre skal mødes med dialog

Detailstyring og tvang er den forkerte vej at gå, hvis man vil sikre, at børn lærer ordentligt dansk, mener R.

Morten Østergaards erfaring fra de udsatte boligområder er, at forældrene selv er interesserede i at deres børn lærer dansk, fortæller han. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv

Morten Østergaards erfaring fra de udsatte boligområder er, at forældrene selv er interesserede i at deres børn lærer dansk, fortæller han. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv

Alt for meget af det, der er blevet lagt frem i forhandlingerne om daginstitutioner i udsatte boligområder, handler om mistillid og detailstyring, mener De Radikale.

- Min erfaring efter at have været ude i de udsatte boligområder, talt med forældrene og besøgt institutionerne er, at der er et stærkt ønske om, at alle børn får et godt dansk fra første færd, siger politisk leder Morten Østergaard (R).

- Men for mange ser ikke, at vuggestuen er den bedste adgang til det. Derfor handler det om at give ressourcer til de institutioner, der har de her børn. Og at få dialogen i gang med forældrene.

Lørdag kan Jyllands-Posten fortælle om et notat fra forhandlingerne, der viser, at politikerne blandt andet har tænkt sig, at etårige skal få kendskab til danske traditioner som fastelavn og grundlovsdag.

Regeringen har spillet ud med et forslag om, at forældre i de udsatte boligområder, der ikke af sig selv sender deres småbørn i vuggestue, skal tvinges til at gøre det. Ellers bliver de trukket i børnechecken.

- Hvis der er nogen, der med fuldt overlæg vil forhindre deres børn i at lære dansk, skal vi selvfølgelig kunne sætte ind. Jeg har bare til gode at møde de forældre, siger Morten Østergaard.

- De forældre, jeg møder ude omkring i de udsatte boligområder, ønsker det bedste for deres børn, ligesom alle vi andre. Derfor er det absurd med al den detailregulering og mistillid.

- Der er brug for flere ressourcer, og der er brug for at tale med de forældre, som ikke endnu har set, at daginstitutioner er den bedste mulighed for at kompensere for, at der ikke bliver talt dansk i hjemmet.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) udtaler i en skriftlig kommentar:

- Vi har områder i Danmark, hvor børn ikke møder et dansk sprog, og hvor der er værdier, der ikke hører til her i Danmark. Regeringen vil give børnene en bedre start, så de er klar til skolen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst