Radikale på jagt efter pensionister med penge

De radikale lover 500 kr. mere om måneden til svage pensionister

15. september 2002 08:00

Fjern al rabat og særlige støtteordninger, der automatisk udløses, når man bliver ældre. Og målret i stedet pengene til svage pensionister. Sådan lyder tankegangen bag en række forslag, som den radikale leder, Marianne Jelved, løftede sløret for på Det Radikale Venstres landsmøde i Nyborg i går. Konkret vil Jelved fjerne boligydelsen til pensionister. Også pensionisternes rabat på ejendomsværdiskatten skal væk. De to besparelser vil løbe op i henholdsvis 1420 millioner kroner og 620 millioner kroner, viser radikale beregninger. Pengene skal bruges til at hæve pensionstillægget med knap 500 kroner om måneden til folkepensionister med lave indkomster. Jelved mener, det er forkert at give penge til folk, bare fordi de når en bestemt alder. - Det er da vildt, at jeg om seks år kan få mere i boligstøtte, end en børnefamilie der har en lavere indkomst. Støtte og rabatter bør målrettes dem, der har mest brug for det, siger Jelved. Ifølge et radikalt notat overvejer partiet også et forslag, der fjerner det såkaldte mimrekort og andre nedslag i billetpriser til ældre. Et forslag, der dropper pensionisters rentefordele ved indefrosset ejendomsskat, er også på vej. Til sammen vil det skaffe 600 millioner kroner. Også i det radikale forslag til finanslov driver partiet klapjagt på støtten til pensionister. Den gratis influenzavaccination og tilskuddet til energibesparelser skal afskaffes og indbringe staten 114,3 millioner kroner. De ekstra penge i statskassen skal i stedet kanaliseres til danskere, herunder ældre, med ondt i økonomien. På et spørgsmål om, hvorvidt pensionister med middelstore indkomster nu skal til at frygte Det Radikale Venstre, svarer Jelved: - Ja.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...