EMNER

Radikale på kant med vælgere om EU

Partiets positive EU-linje kan dog også hente flere vælgere til partiet, vurderer lektor

KØBENHAVN:Det Radikale Venstre er i strid med sine vælgere om EU. Et flertal af de radikale vælgere ønsker en folkeafstemning om den nye EU-traktat og mener, at Danmarks EU-forbehold om euroen og unionsborgerskabet skal bevares. Den radikale folketingsgruppe fremstår derimod som det mest EU-positive parti i Folketinget. R-gruppen er modstander af en folkeafstemning om reformtraktaten og mener, at alle Danmarks EU-forbehold hurtigst muligt bør afskaffes. Lektor i statskundskab Johannes Andersen fra Aalborg Universitet vurderer, at Det Radikale Venstre i øjeblikket er ude af trit med sine vælgere på EU-spørgsmålet, men ser det ikke nødvendigvis som en svaghed for partiet. - På den ene side er der en afstand mellem folketingsgruppen og R-vælgerne. På den anden side kan man opfatte det som om, at folketingsgruppen går forrest, siger Johannes Andersen til Ritzau. For en række år siden profilerede Venstre sig som det mest EU-positive parti. Tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen fremviste sine EU-sokker på tv og talte varmt for et tættere europæisk samarbejde. Nu fører Venstre en mere pragmatisk EU-linje. Det kan åbne en dør for De Radikale, vurderer Johannes Andersen. - Banen er ledig efter Venstre, og det kan godt blive en styrke for De Radikale. Dele af Venstres vælgerkorps mener, at man gerne må skærpe tonen omkring EU. De kan måske finde en plads hos De Radikale, siger Johannes Andersen. Han har tidligere lavet en undersøgelse af De Radikales vælgere. I en analyse af R-vælgerkorpset i 2004 skrev Johannes Andersen, at Europa er en ¿varm kartoffel¿ for De Radikale. Radikalt dilemma Dilemmaet er fortsat til at tage og føle på for partiet. En meningsmåling, som Catinét for nylig lavede for Ritzau, viste, at hele 64 procent af De Radikales vælgere mener, at den nye EU-traktat under alle omstændigheder skal lægges ud til en folkeafstemning. Også når det gælder de danske EU-forbehold er folketingsgruppen tilsyneladende på kant med vælgerkorpset. R-ledelsen er klare fortalere for, at forbeholdene skal ophæves, men en nylig Gallup-måling i Berlingske Tidende viser, at et flertal af De Radikales vælgere vil bevare forbeholdet for Danmarks deltagelse i euroen og unionsborgerskabet. Trods R-vælgernes tilkendegivelse fastholder De Radikales EU-ordfører, Lone Dybkjær, at partiet ikke mener, at EU-politikken skal afgøres ved folkeafstemninger. Det er til dels i overensstemmelse med partiets tradition. Det Radikale Venstre er ikke kendt for at være et parti, der lader sig styre af meningsmålinger. Den tidligere radikale kirkeminister Johannes Lebech, der står til at overtage den radikale afhopper Anders Samuelsens plads i Europa-Parlamentet, er meget overrasket over de seneste meningsmålinger. - Det kommer meget bag på mig. Det må jeg indrømme. Nu må vi ud og overbevise vores venner om, at vi har meget svært ved at forstå EU-forbeholdene, siger Johannes Lebech. Han mener, at det nu er en vigtig opgave for Det Radikale Venstre at overbevise sine vælgere om, at Danmarks EU-forbehold skal afskaffes. Partiets EU-kurs skal der ikke ændres på, mener Lebech. - Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg, at befolkningen var mere euro-villig. Men det betyder, at vi skal på arbejde. Hvis der kan herske den mindste tvivl blandt vores vælgergruppe om, at alle forbeholdene skal afskaffes, så har vi slappet for meget af, siger den tidligere R-minister./ritzau/