Radikale skuffer

Regeringens finanslovsaftale med Enhedslisten - som vil forhøje både skatterne og de offentlige udgifter og forøge Danmarks gæld med næsten 100 mia. kr. - har bragt Danmark endnu et skridt i retning af en økonomisk situation, som det kan blive svært at redde landet ud af.

Danmark er ude i en stærk strøm, der bliver stærkere og stærkere, og som trækker os hurtigere og hurtigere mod vandfaldet og mod afgrunden. Regeringen padler glad derudaf, som om alting er i orden, og har ikke indset, at der er behov for reformer, lavere skatter og en mindre offentlig sektor. Det er det eneste, som kan ændre kursen. Regeringens politik forstærker kun det store behov for økonomiske reformer. Jo længere tid den røde økonomiske politik fortsætter, jo dybere og hårdere reformer bliver nødvendige, når Liberal Alliance får de afgørende mandater, og når Danmark dermed omsider kan få en ansvarlig økonomisk politik. Jeg er særligt skuffet over, at Det Radikale Venstre, som har prædiket økonomisk ansvarlighed i de sidste mange år, har sat sin underskrift på en aftale, der er så skadelig for Danmark og dansk økonomi. Man kunne have forventet det fra socialistiske partier som SF og Enhedslisten, men Margrethe Vestager burde vide bedre.