Lokalpolitik

Radikale vil ikke sælge

AALBORG: Det radikale byrådsmedlem Preben Pedersen advarer kraftigt mod at sælge de kommunale forsyningsvirksomheder, selvom lovgivningen nu har åbnet mulighed for det. - Hvis kommunen solgte for at få nogle penge i kassen, ville det jo bare være som at tisse i vanten for at holde varmen eller bruge gulvbrædderne til at fyre med på en kold vinterdag. Forbrugerne ville komme til at betale på længere sigt i form af dyrere el og varme, vurderer han. Preben Pedersens skrækvision er et el-marked, der domineres fuldstændigt at nogle få, kæmpemæssige udenlandske virksomheder. Derfor mener han, det er livsvigtigt, at Aalborg Kommune ikke sælger ud af sine forsyningsvirksomheder. Samtidig advarer Preben Pedersen mod, at kommunekassen scorer et eventuelt overskud ved elsalg, sådan som et par politikere luftede ved det seneste byrådsmøde. Her var hverken teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) eller Kaj Poulsen (S) afvisende over for, at nogle af de penge, Aalborg Kommune får tilbage fra Elsam som overskud, bliver anvendt til eksempelvis skoler i stedet for til sænkning af el-prisen, sådan som det hidtil har været tilfældet. - Det kan godt være, at kommunen rent juridisk har ret til at snuppe et eventuelt overskud og lægge pengene i kommunekassen. Men noget andet er moral. Og både i denne sag og når det gælder et eventuelt salg af forsyningsvirksomhederne er jeg sådan set enig med forsyningsrådmand Mariann Nørgaard, siger Preben Pedersen. Han har indtryk af, at holdningen er den samme blandt de øvrige medlemmer i forsyningsudvalget, hvor der også sidder to socialdemokrater. Det er Ib Rasmussen, som er udvalgets næstformand, samt tidligere borgmester Kaj Kjær. Preben Pedersen går endda så vidt, at han på forhånd afviser at indgå i et budgetforlig, hvori et forventet overskud fra elsalg indgår som en del af finansieringen for den kommunale drift og anlægsopgaver næste år. mons