Radioaktivt grundvand i Japan

TOKYO:Der er fundet højradioaktive materialer i grundvandet under det katastroferamte japanske atomkraftværk Fukushima. Det oplyser værkets ejer Tepco. Målinger viser, at det radioaktive niveau er 10.000 gange over den fastsatte maksimumgrænse. Men de japanske myndigheder har bedt Tepco om at gennemføre nye målinger, da de seneste målinger angiveligt er behæftet med flere fejl. Det radioaktive grundvand er opdaget under reaktor 1, der er en af fire havarerede atomreaktorer ved Fukushima. Trods de nye fund har den japanske regering ingen planer om at udvide det område omkring Fukushima, hvor beboere skal evakueres fra./ritzau/dpa