Radioaktivt vand efter nedsmeltning

TOKYO:Den høje radioaktivitet i vandet, der har oversvømmet bunden af en reaktor på Japans ulykkesramte Fukushima-atomkraftværk, skyldes efter alt at dømme en delvis nedsmeltning af brændselsstave. Det oplyser den japanske regering. - Radioaktiviteten synes at være kommet fra brændselsstave, der nedsmeltede delvist og kom i kontakt med det vand, der blev brugt til at afkøle reaktoren, siger kabinetssekretær Yukio Edano. Den delvise nedsmeltning skete i givet fald allerede, da tsunamien den 11. marts ramte reaktoren og satte kølesystemet ud af funktion. Dermed er der ikke nogen tegn på, at der er sket en ny nedsmeltning. Og ifølge Yukio Edano er der intet, der peger på, at der er revner i indkapslingen af reaktor 2, hvilket ellers hidtil har været frygtet. Alligevel tager regeringen forholdsregler for at sikre, at radioaktiviteten ikke slipper ud til omgivelserne. - Den luftbårne radioaktivitet er hovedsageligt holdt inde i reaktorbygningen. Men vi må sikre os, at dette vand ikke siver ned i jorden eller ud i havet, siger han til journalister i Japans hovedstad, Tokyo. Brande, eksplosioner og radioaktivitet har flere gange tvunget arbejderne til at stoppe arbejdet på værket, som ligger 240 kilometer fra Tokyo. De seneste dage har der ikke været nogen tegn på fremgang - og myndighederne kan se frem til en lang kamp mod den værste atomkatastrofe i 25 år. Det siger Najmedin Meshkati, atomekspert ved University of Southern California. - Jeg tror, at situationen er meget mere alvorlig, end vi indtil videre har troet, siger han og tilføjer, at der i hvert fald vil gå adskillige uger, før situationen kan bringes under kontrol./ritzau/AFP