Radiokanal kan opdeles geografisk

KØBENHAVN:Den femte FM-radiokanal, som Sky Radio opgav at drive, kan opdeles ved Storebælt i en Østkanal for Sjælland og en vestkanal for Jylland og Fyn. Sendetilladelsen gælder for de næste otte år. Det fremgår af udbudsmaterialet til auktionen 23. august, som Radio- og Tv-nævnet offentliggjorde i går. Danmarks Radio kan ikke byde ved auktionen, hvor interesserede ansøgere senest skal melde sig 9. august kl. 12.00. Der gælder særlige krav om public service nyhedsdækning for at få den femte radiokanal. Desuden skal skandinavisk musik udgøre mindst 30 procent af musikfladen. Skønt sendefladen ikke må regionaliseres, er der mulighed for regionale nyhedsudsendelser, fremgår det af udbudsmaterialet. Tilmeldte ansøgere skal stille en bankgaranti på fem millioner kroner senest fredag 18. august kl. 12.00. Auktionen foregår 23. august kl. 17.00 hos Ellekilde Auktionshus og foregår ved opråb. Vinderen af auktionen skal betale en fast årlig afgift samt en variabel koncessionsafgift, som afhænger af omsætningen. Desuden skal vinderen ved auktionen betale gebyr til Radio- og Tv-nævnet for administration samt en årlig frekvensafgift til IT- og Telestyrelsen. Når interesserede ansøgere har tilmeldt sig, orienteres deres kontaktpersoner direkte, hvis auktionsdatoen ændres. Hele udbuddet foregår på dansk - med spørgsmål og svar, tilmelding samt andre dokumenter og kommunikation. Udbudsmaterialet oversættes til engelsk af hensyn til mulige udenlandske interesserede, hedder det. /ritzau/