Medievirksomhed

Radiolytterne vil have DR

København, torsdag /ritzau/ TV2 Radio har stadig svært ved at tiltrække lyttere og ligger nu nummer fem på listen over de mest populære radiokanaler. DR klart i førertrøjen. Danskerne tuner mest ind på DR, når der skal lyttes til radio. Hos TV2 Radio er lyttertallet ifølge Gallup steget fra 592.000 til 655.000 om ugen. Det er kun cirka det halve antal lyttere i forhold til det, som Sky Radio, der gik konkurs, havde i sin tredje måned, påpeger Radionyt.com - og også DR's radiokanaler har fået flere lyttere. På førstepladsen ligger DR's P4 med over to millioner lyttere, oplyser DR. På andenpladsen kommer P3 og på tredjepladsen Radio 100FM. Først på femtepladsen klemmer TV2 Radio sig ind på top 10. - Det er godt for lytterne, at de har fået mere at vælge imellem. Det er godt for radiobranchen, at det kommercielle radiomarked vokser. Og det er godt for DR, at alle danskere samtidig finder noget unikt hos os, som det kommercielle marked ikke leverer. Før monopolbruddet var det svært at være stolt over at være størst, for da var vi alene på skalaen. Nu kan alle danskere vælge noget andet. At de fleste fortsat vælger os, kan vi kun se som et tegn på, at vi gør det bedst, siger DR's radiodirektør, Leif Lønsmann, i en pressemeddelelse. /ritzau/