Gymnasiale uddannelser

Radiosjov med rå løg

Den nordjyske lokalradio ANR har sluppet rapperen Niarn, komikeren Geo og skuespilleren Anne Kejser løs i æteren for at skaffe penge til Ungdommens Røde Kors. Det er rå morgenradio - med rå løg.

Det lykkedes Niarn, Geo og Anne Kejser at samle 262.000 kroner ind til Ungdommens Røde Kors. Foto: Benita Dreyer-Andersen

Det lykkedes Niarn, Geo og Anne Kejser at samle 262.000 kroner ind til Ungdommens Røde Kors. Foto: Benita Dreyer-Andersen

Det knaser som et halvmodent æble, da Niarn sætter tænderne i et knytnævestort løg med skrald og hele molevitten. Klokken er 9 mandag morgen. Sammen med Geo og Anne Kejser står han i Fotovisions studier i Aalborg Øst og skal lave alternative modelbilleder, som i løbet af ugen skal bortauktioneres, så Ungdommens Røde Kors kan få penge til velgørende projekter i Nordjylland. Løgkikkert - Tanken er, at I skal lave billeder med grimasser, siger Maria Andreasen fra Fotovision. Og grimasser kommer der masser af. For at gøre løg-billedet mere autentisk, vil Niarn have røde øjne på billedet. Men løget svider ikke nok, som det er, mener han. Han løber ud i tekøkkenet, finder en kniv og to glas og lader en håndfuld løgstrimler lande i hvert glas. Så tager han glassene til øjnene og bekendtgører, at han har skabt en løgkikkert. - Åååååårh, hvor gør det ondt, hyler den ellers hårdføre rapper ud i studiet. Men tricket virker. De næste 25 billeder bliver taget af en snøftende - og løglugtende - rapper med blodrøde øjne og tårer på kind. Hvis jeg nu var Tom Cruise? Henne i kulissen ser Anne og Geo til. Kan man ikke græde på kommando? Behøver man overhovedet et løg? - Har du ikke nogle skuespillertricks? spørger Geo. Anne ryster på hovedet. - Hvis nu jeg var Tom Cruise, og vi lige havde mistet vores søn. Hvad ville du så gøre, fortsætter Geo insisterende. - Det aner jeg ikke, siger Anne. Måske skal man bare tænke på noget sørgerligt og så lade være med at blinke i mega lang tid. Men billederne kommer i hus. Med grimasser, løg og dyrt frembragte tårer. Husk lige tandbørsten Men der er ikke tid til tude. Niarn når akkurart at aflive løg-ånden med en tiltrængt tandbørste, inden han sætter kurs mod Fjerritslev. Byens gymnasium har booket ham til musikundervisning og foredrag. Først havde skolens musikhold booket rapperen til spørgerunde, hvor Niarn fortalte om sit liv på scenekanten. Bagefter fik alle skolens ældste et eksklusivt show med Niarn, der lagde ud med en rap, der fik taget til at lette. Samlede hotelværelse med trælim Spørgsmål regnede ned over Niarn. Og særligt én historie fra Niarns fortid gjorde indtryk. Historien går tilbage til inden Niarn blev kendt og spillet i radioen. Han skulle på turné med rapperen L.O.C og lave opvarmingsshows for ham. - Jeg følte mig total rock and roll. Og hvad gør man så, når man bor på hoteller og lever livet? Man smadrer hotelværelset, slynger Niarn ud i lokalet. Så det gjorde han. Næste morgen vågnede han med både moralske og fysiske tømmermænd. - Jeg tænkte "shit mand. Alt det rod skal jeg jo betale", siger han. Men det gad han ikke. Så mange penge havde han ikke, så han strøg i stedet ned i et byggermarked og købte en dunk trælim. Og så sad han der - ellers en cool upcomming rapper - og limede træspliter tilbage på hotelværelsets sofabord. Den historie blev der snakket en del om bagefter på Fjerritslev Gymnasium. - Det var fedt at høre om historierne bagved Niarn. At se personen Niels bag rapperen. Det var sjovt at få det indtryk, at han var ansvarsbevidst og limede møbler sammen, siger elevrådsformanden på gymnasiet Jonas Lehmann Rasmussen. Følg med i morgen I morgen, tirsdag, forsætter Geo, Niarn og Anne Kejser deres færd rundt om i Nordjylland. Du kan følge deres indsamlingsmission på www.anr.dk/bidrag og lytte med hver morgen mellem klokken 6 og 10 på ANR.

Forsiden