Rædselsår for Hjelm

Den nordjyske golfer Rasmus Hjelm har slet ikke indfriet hverken egne eller andres forventninger i denne sæson.

Rasmus Hjelm er i gang med en skidt sæson. 
Foto: Jens Morten

Rasmus Hjelm er i gang med en skidt sæson. Foto: Jens Morten

Det var med store forventninger, at den professionelle nordjyske golfspiller Rasmus Hjelm i denne sæson skulle prøve kræfter med Challenge Touren. De første måneder på det næsthøjeste niveau i Europa er dog langt fra forløbet, som nordjyden havde håbet på. Spillet har ikke fungeret og i Rasmus Hjelms første tre turneringer på Challenge Touren, har han været langt fra at klare cuttet til finalerunderne. - Jeg er kommet på overarbejde. Det er ikke specielt sjovt lige nu, lyder den korte version af forløbet fra Rasmus Hjelm. Selv om han følte sig godt forberedt til livet i den internationale golfverden har både det sportslige, og det rent praktiske vist sig at være en større udfordring end ventet. - Der er så mange ting, man skal være opmærksom på. - Jeg er for eksempel blevet min egen rejseagent, hvilket tager en del tid og er noget anderledes end bare at sætte sig ind i bilen og køre til en turnering, fortæller Rasmus Hjelm. Større pres Han har også kunnet mærke en klart større opmærksomhed fra omverdenen efter kortet til Challenge Touren blev sikret. Blandt andet med hensyn til sponsorer og personer som har været klar til at hjælpe Rasmus Hjelm med karrieren. - Jeg tror næsten mit set up er blevet for godt, for der er pres fra mange sider, og man kan godt mærke, at man er kommet op i rækkerne, siger Rasmus Hjelm. At der er mange øjne, som hviler på hans resultater, fik Rasmus Hjelm at mærke så sent som i sidste uge. Her gik han sin bedste runde i år ved Mugello Tuscany Open i Italien. - Derefter fik jeg 25 sms’er med lykønskninger fra forskellige folk. - Da jeg så gik en dårlig anden runde, fik jeg to, fortæller Rasmus Hjelm.