Ræk hånden ud

INTEGRATION:Karen Jespersen giver mig svar på tiltale (28.2.) og beskylder mig for både at svigte frihedens idealer og give kast på de danske værdier. Hendes beskyldninger er langt udenfor pædagogisk rækkevidde og er blot med til at sætte en tyk streg under hendes direkte orientering mod den yderste højrefløj og dem/os-retorikken. Hendes reaktion på min kritik er et rigtig godt eksempel på, hvor skævvreden debatten om integration er blevet herhjemme. Debat om den danske integration er godt og nødvendigt. Til gengæld er debat ført på baggrund af fordomme, uvidenhed og mangel på nuancer uhensigtsmæssigt og fører i værste tilfælde til marginalisering og konflikt. Lad mig gøre det klart fra start: Jeg tager dyb afstand fra Sharia-lovgivningen, den hører ikke hjemme i et demokratisk og åbent samfund som det danske. Det er forfærdeligt at høre historien om en 13-årig pige, der bliver stenet til døde. Sådanne metoder må vi aldrig tillade i den vestlige verden. Men for mig at se er problemet de politiske strømninger og den tiltagende radikalisering, som vi skal kæmpe imod. Karen J. argumenterer for sin frygt for en spredning af fundamentalistiske kræfter, hvis man indleder et samarbejde med Abdul Wahid Pedersen. Hun henviser til en undersøgelse, der viser, at 12 procent af muslimerne er helt eller delvist enige med Abdul Wahids ønske om at bygge et samfund på Shariaen. Man vurderer, at der lever omkring 200.000 muslimer i Danmark, hvilket udgør 4 procent af befolkningen. De 12 procent Karen Jespersen henviser til udgør således til 24.000 mennesker. Der er altså tale om en minoritet af muslimer ud af den samlede muslimske minoritetsgruppe. Følger vi Karen Jespersens råd, og isolerer dem, risikerer vi netop, at denne gruppe vil vokse sig større og udgøre en endnu større trussel i samfundet, end den gør nu. Jeg vil derimod mene, at det netop er denne gruppe, vi skal tage hånd om og indgå i dialog med. Ved hjælp af en dialog kan vi forebygge den stigende tendens til radikalisering; ved at isolere dem kan vi miste grebet og lade de radikale kræfter få frit løb. Karen J. kan ikke både plædere for en dialog og samtidig lukke munden på modparten. Ifølge vores demokratiske grundlov har vi ytringsfrihed under ansvar. Et demokrati kan ikke tænkes uden værdier som fællesskab og solidaritet. Hvis der er nogen, der ikke skulle leve op til de danske værdier, er det nærmere Karen Jespersen selv. Hendes sort/hvide synsvinkel er i den grad med til at skævvride en demokratisk baseret debat og forhindre en fornuftig integration af de mennesker, der kommer til Danmark. Karen J. og jeg har det samme mål for øje; radikaliseringen må stoppes. Til gengæld ønsker vi åbenbart at benytte to forskellige midler for at nå målet. Jeg mener, vi må række hånden ud, Karen mener, vi skal trække den til os.