Aars

Rækker Mølle tog teten i oprykningskampen

AARS:Oprykningen til 2. division hænger i en tynd tråd for Aars HK's herrer. Det første kvalifikationsopgør mod Rækker Mølle sluttede med et bittert nederlag - endda på hjemmebane i Idrætscenter Østermarken. Ved slutfløjtet var stillingen 28-25 til gæsterne, der nu står med et godt udgangspunkt i returopgøret. Aars' herrer førte flere gange, og havde muligheden for at trække afgørende fra. 6-2 efter ti minutter og 10-6 efter et kvarter vidner om, at hjemmeholdet havde godt fast i gæsterne i kampens start. Men det vendte og ved pausen førte Rækker Mølle 14-13. Kombineret med en række udvisninger - blandt andet rødt kort til Stig Holm Pedersen - og måltørke i kampens sidste ni minutter, som gæsterne vandt 7-1, blev kampen ikke det tilskuerne i Idrætscenter Østermarken havde håbet på. - Rækker Møller KFUM er ubetinget det bedste hold vi har mødt i denne sæson, erkender træner Jes Bach. Han vurderer, at de ni udvisninger, der tilfaldt Aars var stærkt medvirkende til at hans hold gik ned i slutfasen. Lars Hansen blev Aars topscorer med otte mål.