Ræve på rådhuset

Eks-hadsunder Laila Strandberg vender tilbage som udstiller

Hadsund 7. september 2002 08:00

HADSUND: Ti ræve på væggen er bedre end en bag øret, kunne passende være mottoet for Laila Strandberg, hvis billeder i går officielt blev budt velkommen på Hadsund Rådhus. Udstillingen er nemlig i høj grad præget af dyremotiver, hvoriblandt ræven optræder hyppigst. Forklaringen er, at kunstneren sammen med sin gemal, ejendomsmægler Tom Madsen, bor lige uden for Mariager op ad en skov, hvorfra rævene jævnligt kommer og aflægger et besøg. For Laila Strandberg er denne udstilling andet og mere end en chance for at præsentere sine billeder nord for Randers Fjord, der hidtil har været grænsen for hendes udstillingsvirksomhed. Det er også en tilbagevenden til rødderne. - Jeg kommer her fra Hadsund, og det har været lidt anderledes at vende tilbage. Man har ikke den samme anonymitet, som man har andre steder, og jeg har da haft ekstra klamme hænder, indrømmer hun, men erklærer sig i samme åndedrag meget åben over for kritik - såvel positiv som negativ. Den førstnævnte slags var så absolut i overtal, da formanden for kommunens kulturudvalg, Poul Bergmann, officielt bød velkommen. Poul Bergmann gav, trods sin indledende erkendelse af, at han ikke er kunstkender eller historiker, udstillingen et både rosende og muntert skudsmål og kom ind på adskillige motiver, som havde grebet ham. - Det er meget smukt og vedkommende. Og præget af gedigent håndværk. Megen kunst er ellers ren og pæn, men ikke særlig vedkommende, sagde han. De 36 billeder på udstillingen har i øvrigt fortrængt de Svend Schou-billeder, der hang rundt om på rådhuset. De er nu samlet i mødelokale 4, indtil der er truffet en afgørelse om en mere passende og mindre klaustrofobisk placering. 32-årige Laila Strandberg har gået på Randers Kunstskole i 1994-1996 og afsluttede sidste år den fire-årige uddannelse på Århus Kunstakademi.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...