Ræve til bryllup - oppe og nede

Med skab og ringe skindpris færre hunde under jorden

Gravjagten på ræv reduceres i disse år, dels fordi skindpriserne er i bund, dels fordi jægerne er mindre ivrige med risikoen for, at hunden får skab. Endelig forsvinder den jægertype, der tilbragte vinteren med rævejagt. Nogle har vi, gudskelov, men tiden er en anden. Vi erfarer, at det præger også havjagten, som lokker færre ud i strabadser. Endelig er rævejagt i februar forbi. Skindene i denne måned kunne være forrevne efter parringsslagsmål, men chancerne var gode, når tæverævene sad i grav, måske endog i belejringstilstand. Flere hanner kunne sidde afventende i komplekset. Op i sne og ned i regn Snakken om gode ræve og gode tider genopstod en dag i storm og regn, da Miklerne var gået under jorden. De havde ellers været fremme i den forudgående frostperiode, og ved nytårstid havde man på stedet set ni. Andre kunne berette tilsvarende. Med eksempelvis rimfrost i rolletiden øges aktiviteten. Ugen efter nytår så man ræve over markerne og strejfende hanner på skovvejene. Selv midt på dagen. Flere kunne glæde sig over, at det var flotte dyr med alle tegn på sund tilværelse, og det fristede til en finalejagt. Midt i ugen blev det således, med piskregn i ansigtet, til en gang solofilosofi: Vi kommer mere og mere på afstand af den røde ræv. Mode batter ikke Her vil nogle række fingeren i vejret, måske endda gribe telefonen og forsikre, at de er tættere på og har tocifrede tal i jagtjournalen også fra 2002. Der er rævejægere til endnu! - nogle der arbejder for sagen, som holder hundene til ilden og kører viden om. Men ingen i regnvejrsselskabet havde været ved kunstgrav i sæsonen, der ebber ud, og erkendelsen gik på, at skindprisen er så dårlig, så man fristes mindre. Dermed skyder flertallet kun tilfældigt en ræv, gerne på selskabsjagt. Riffeljagt i oversigtsterræn er et overlevende speciale – meget spændende endda – men vi vil helst gøre nytte af skindene. Trist at moden med pelskrave kun fordrer en enkelt ræv pr. dame. Rævenes veje Sneperioden viste os noget om rævenes veje. Nedtrampede pletter antydede, at rolletiden var begyndt, og man kunne tro, det gav tidlige og stærke hvalpe. Drægtighedsperioden hos ræv er ifølge Søren Vases "Mikkel – Håndbog for rævejægere" ikke 60 med 52 dage, og fra nytår at regne skulle det kunne give fødsler sidst i februar. En af vore største rævejægere, daværende overjagtkonsulent Egon Sørensen, erklærer dog i en af sine bøger, at han aldrig fandt hvalpe i grav tidligere end 25. februar, og det måtte være så sjældent, at rævejagt i februar i hvert fald i den henseende var forsvarlig. Men meget i naturen rykker frem, fra løvspring til hjortevildtets brunst. Måske også rævens parringstid. Uhygge i natten Fra hannens første seksuelle interesse og indtil parring går imidlertid 30-50 dage (Søren Vase), mens tæven kun er villig 1-6 dage hver vinter. Da drægtigheden er de nævnte 52 dage, og da flest fødsler foregår i marts, topper rolletiden måske først om en uges tid. Især om natten hører vi i skoven rævens mærkelige parringskald, en ret ubeskrivelig, hæs gøen, som må have lydt uhyggeligt, da overtro var almindelig, og folk ikke vidste, hvad det var. Ganske mange har set to ræve hænge sammen efter parringen ligesom hunde. Vase tog nogle gange tid på denne efterdel af parringen og så, den varede i 15 til 30 minutter. Men kom han dyrene nær på åben mark, blot nærmere end 100 meter, lykkedes det dem at slippe fri og forsvinde. Kort levetid Rævefamilier holder godt sammen, og skønt man ser flere hanner belejre en grav med en tæve i, så tyder alt på, at hun kun parrer sig med én – den ældste og stærkeste på stedet. Problemet for egentlige "ægteskaber" vil dog være, at den ene part med stor sandsynlighed er borte næste år. Især jagt og trafikdød sænker den gennemsnitlige levealder også for ræve. Allerede for 30-40 år siden fandt daværende forsker på Kalø, Birger Jensen, at kun to procent af 500 undersøgte ræve var ældre end fem år. En "gammel han" er således ikke på toppen ret længe.