EMNER

Rævekagebageri hos K

Den konservative rævekage er bagt. Man har fået skubbet Dansk Folkeparti lidt ud i ingenmandsland.

Valget blev udskrevet, fordi alle partier mener, at Dansk Folkeparti havde fået for stor indflydelse. Valget viste, at dispositionen på dette område var en total fiasko, fordi Dansk Folkeparti tilsyneladende havde nøjagtig den samme status som før valget. Især for De Konservative vil det blive svært at leve i fire år med dette resultat. Derfor havde de allerede dagen efter valget tænkt, hvordan de kunne lave en plan, så Dansk Folkepartis indflydelse ville blive svækket. Erhard Jacobsen kørte tør for benzin. De konservative manglede en lignende løsning, så Ny Alliance kunne få en større indflydelse. Mange sten er nok blevet vendt. Jeg selv og mange andre har undret sig over Anders Fogh Rasmussens gøren og laden og leflen, især for Ny Alliance efter valget. Pia Christmas Møller er nok de eneste i De Konservative, der vil og kan ofre sig 100 pct. for partiet. Hun påtog sig, da det så allermest sort ud for partiet, at blive leder. Hun gennemgik med held en forskønnelseskur. Familien er i flere generationer identiske med det konservative parti, så her er en person, som kan hoppe ud af partiet, uden at man vil forbinde det med aftalt spild, og måske engang blive taget til nåde, og fortsætte, som om intet var hændt. Jeg tror, at vores statsminister i flere dage har vidst, hvad der ville foregå i den konservative gruppe. Hvis De Konservative ikke havde ønsket denne situation, vil de nok have gennemtruffet en lille ministerpost i stedet for ordføreskabet.