Rævene viste tænder i premieren

Gedigen fight og flot moral sikrede Fox Team Nord gevinst

Randers 12. september 2002 08:00

Randers HK Fox Team Nord 23-25 HÅNDBOLD, LIGAEN KVINDER RANDERS: Med den slovakiske profil, Ingrid Hrckova, siddende på tilskuerrækkerne med en fingerskade og landsholdsbobleren Anja Kristensen kun med i reduceret kraft af samme grund lykkedes det alligevel de nordjyske ræve at levere en fornem premierekamp i Randers med to point som retfærdig belønning. Opskriften på succes var fight, fight og atter fight, samtidig med at helt unge spillere som Camilla Nørgaard, Gitte Aaen og anfører Helle Dam Nielsen gik forrest og for alvor viste deres værd på holdet. I målet var ungarske Olga Hoffmann meget svær at passere, men hun fik bestemt også god hjælp af et bevægeligt, fladt 6-0 forsvar, som hjemmeholdet havde mere end svært ved at skyde forbi. Minimal fejlprocent Desuden var fejlprocenten minimal hos Fox Team Nord i modsætning til Randers HK, der især før pausen smed en del bolde væk, som nordjyderne kunne profilere af. På stregen fik den tidligere Randers HK-spiller, Heidi Johansen, en fin debut for rævene, og hun var da også både lettet og stolt efter kampen på sin gamle hjemmebane. - Selvfølgelig var jeg nervøs inden kampen, men på et så godt kæmpende mandskab, er det umuligt ikke at blive revet med, og da jeg først fik scoret mit mål nummer et for Fox Team, gik det bare derudad. Alle fightede r.... ud af bukserne, og hvis det bliver stilen fremover, får vi en rigtig god sæson. Mod kampens slutning fik Randers HK chancen for at komme tilbage, men selv om de nåede op på 17-17, formåede vi at tage teten igen - flot, flot. To minutter før tid ved stillingen 21-25 fik nordjyderne en udvisning for at have en spiller for meget på banen, men det lykkedes kun hjemmeholdet at score yderligere to gange. - Hverken dommere eller tidtagere havde opdaget miseren, men da Randers-træner Morten Arvidsson opdagede det, fik vi straffen. Straks efter kampen ville Randers-træneren indsende en officiel protest til Dansk Håndbold Forbund, men det blev ved tanken. Kampfakta: Pausestilling: 9-13 Stillinger undervejs: 2-1, 3-6, 4-9, 6-11, 9-13, 10-15, 16-16, 17-20, 19-23. Mål: Randers HK: Chao Zhai 11 (4), Laura Danielsen 3, Katarzyna Jez 2, Mathilde Storvang 2, Tatiana Silitch 2, Kathrine Munch 2, Annie Andersen 1 Fox Team Nord: Heidi Johansen 6, Mette Nielsen 5 (2), Anja Kristensen 4, Line Kiærskou 3 (1), Camilla Nørgaard 2, Gitte Aaen 2, Therese Henden 2, Helle Dam Nielsen 1. Udvisninger: Randers HK 0, Fox Team Nord 1 Tilskuere: 976.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...