Rafael Nadal har medlidenhed med sit offer

French Open-mesteren Rafael Nadal er ked af det på sin modstanders vegne efter storsejr i Paris.

Rafael Nadal har medlidenhed med sit offer

Først agerede tennisspilleren Rafael Nadal bøddel på det franske grus i Paris.

Bagefter trøstede den seksdobbelte French Open-vinder sit offer, argentineren Juan Mónaco, som led et ydmygende nederlag på 2-6, 0-6, 0-6 i ottendedelsfinalerne af den franske grand slam-turnering.

- Han var uheldig i første sæt, og en score på 6-2 var for meget. Jeg er ked af det på hans vegne. Han led på banen, siger Rafael Nadal til AFP.

- Jeg havde medlidenhed med ham. Det er hårdt at acceptere, når man taber 0-6, 0-6, siger den andenseedede spanier om udklasseringen i de sidste to sæt.

Juan Mónaco gik helt i baglås, da Rafael Nadal først rullede sig ud, og kampen var overstået på cirka en time og 45 minutter.

Rafael Nadal møder sin landsmand Nicolás Almagro i kvartfinalen.

/ritzau/